Hop til indhold kammeradvokaten
 

DET TYPISKE FORLØB I VORES RETSSAGER

Retssager mod staten og andre offentlige myndigheder forløber på samme måde, som alle andre retssager.

Retssagen begynder med, at en borger eller en virksomhed (sagsøgeren) indleverer en stævning til byretten. Her står der, hvad sagsøgeren vil opnå (påstanden), hvorfor sagsøgeren mener at have kravet (sagsfremstillingen), og hvordan sagsøgeren vil opnå det (bevisførelsen og anbringenderne).

Retten sender kopi af stævningen og de påberåbte bilag til den sagsøgte myndighed (forkyndelsen) og anfører en frist for, hvornår myndigheden skal indlevere et svarskrift.

Vi rådgiver myndigheden om, hvordan man skal forholde sig til sagsøgerens påstand, og om sagen skal fortsætte i byretten eller begæres henvist til landsretten. Og vi udarbejder svarskriftet i samarbejde med myndigheden og indleverer det til retten.

Retten indkalder sagsøgerens advokat og os til et forberedende retsmøde for lukkede døre. Her fastlægger vi retssagens videre forløb og aftaler eventuelt datoen for forberedelsens afslutning og selve hovedforhandlingen. Retten kan i denne fase udskille delproblemer til særskilt afgørelse, hvis det er hensigtsmæssigt.

Hovedforhandlingen foregår som udgangspunkt i et åbent retsmøde. Advokaterne indleder med hver især at nedlægge parternes påstande. Dernæst giver sagsøgerens advokat en kort fremstilling af sagen. Så finder bevisførelsen sted. Og til sidst gør advokaterne rede for deres opfattelse af hele sagen.

Retten optager sagen til afgørelse (dom eller kendelse). Under tiden - og med parternes samtykke - fremkommer retten med et forligsforslag. Det afskærer dog ikke parterne fra bagefter at anmode retten om at træffe afgørelse.

NÅR DOMMEN ANKES

Den part, der i byretten ikke har fået fuldt medhold, kan anke dommen til landsretten. Har sagen været henvist til landsretten kan parten anke dommen til Højesteret.

Ankesagen forløber i store træk som sagen i første instans. For Højesteret foregår afhøring af parter og vidner dog før hovedforhandlingen.

Landsrettens dom i ankesagen kan normalt ikke ankes til Højesteret. Men hvis sagen har principiel betydning, kan Procesbevillingsnævnet give anketilladelse.

Vi rådgiver også myndigheden i denne fase.

Kappe_A