Nyheder

Kommune var erstatningsansvarlig for sen hjemsendelse efter tvangsmæssig undersøgelse, men ikke for tvangsanbringelse.

Kommune og Ankestyrelsen frifundet for tortgodtgørelse efter tvangsanbringelse

Af Kristine Schmidt Usterud


Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 19. maj 2016 byrettens dom om myndighedernes erstatningsansvar efter en tvangsundersøgelse og -fjernelse.

Sagen vedrørte to forældre og to børn, som alle ønskede tortgodtgørelse efter en tvangsmæssig undersøgelse og efter en tvangsfjernelse. De to børn fik tilkendt kr. 10.000,- hver, da de var kommet én uge for sent hjem efter en tvangsundersøgelse. Ingen af parterne fik godtgørelse for tvangsanbringelsen, hvor byretten havde ophævet Ankestyrelsens afgørelse.

Sagen vedrører to spørgsmål, dels om en kommune er erstatningsansvarlig ved ikke at sikre, at to børn kom hjem til forældrene, straks efter en tvangsmæssig undersøgelse var færdiggjort, dels om kommunen og Ankestyrelsen var erstatningsansvarlig for en anbringelse, hvor afgørelsen blev ophævet af byretten.

Den tvangsmæssige undersøgelse

For så vidt angår første del af sagen, så følger det af loven, at en undersøgelse skal være færdiggjort inden max. to måneder. Det følger videre af bl.a. lovens forarbejder, at barnet/den unge ved en tvangsmæssig undersøgelse ikke må blive på undersøgelsesstedet, når vedkommendes tilstedeværelse på stedet ikke længere er nødvendig for at sikre undersøgelsens gennemførelse. Barnet/den unge må altså ikke blive på undersøgelsesstedet, mens kommunen udarbejder sin redegørelse om undersøgelsen (”skriveperioden”). 

Der skulle i undersøgelsesperioden både foretages en psykologisk og en socialpædagogisk undersøgelse. Allerede tidligt i perioden, da psykologen var færdig med sin testning, bad forældrene om at få børnene hjem.

På baggrund af sagens oplysninger og vidneforklaringer fandt landsretten, at den socialpædagogiske undersøgelse først måtte anses for at være færdiggjort knap en uge før to måneders fristen. Børnene kunne først kunne hjemgives, når den socialpædagogiske undersøgelse var færdig. Børnene kom dog først hjem en uge efter den socialpædagogiske rapport var udarbejdet.

Landsretten fandt, at kommunen havde begået en fejl ved at beholde børnene i en uge ekstra og tilkendte dem hver kr. 10.000,-, hvorimod forældrene ikke kunne få tortgodtgørelse, da tvangen var rettet mod børnene. Hver af de fire parter havde nedlagt påstand om kr. 50.000,- i tortgodtgørelse.

Tvangsanbringelsen

Knap et år efter den tvangsmæssige undersøgelse indstillede forvaltningen til børne- og ungeudvalget, at børnene blev tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet. Denne indstilling fulgte børne- og ungeudvalget (med dissens). Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen, som stadfæstede børne- og ungeudvalgets afgørelse, (også med dissens). Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for byretten, som enstemmigt ophævede Ankestyrelsens afgørelse og hjemgav børnene.

Hver af de fire appellanter havde for så vidt angår denne anden del af sagen nedlagt påstand på tortgodtgørelse på kr. 100.000,-.

Både kommunen og Ankestyrelsen, som begge var sagsøgt, blev frifundet, da landsretten fandt, at hverken kommunen eller Ankestyrelse havde handlet ansvarspådragende. Den omstændighed, at byrettens vurdering af tvangsanbringelsessagen var anderledes end flertallene i børne- og ungeudvalget samt Ankestyrelsen gav ikke i sig selv en formodning for culpa hos myndighederne.

Konklusion

Dommen viser for det første, at kommunerne skal sikre på, at børn, som har ophold uden for hjemmet med henblik på en tvangsmæssig undersøgelse, kommer hjem til forældrene, når undersøgelserne er tilendebragt, medmindre der er grundlag for en akutanbringelse af børnene.

Dommen viser dernæst, at der ikke foreligger et culpaansvar, alene fordi byretten vurderer sagens materiale anderledes end de administrative myndigheder.

Advokat Kristine Schmidt Usterud førte sagen for både kommunen og Ankestyrelsen.

Del på LinkedIn Del på Facebook