Nyheder

Arbejdsgiver havde ikke anledning til at antage, at medarbejder var udsat for en arbejdsmæssig belastning, som oversteg, hvad hun kunne magte, og at der var behov for at træffe særlige forholdsregler for at lette hendes arbejdsbyrde. Arbejdsgiveren var derfor heller ikke erstatningsansvarlig for medarbejderens arbejdsrelaterede psykiske sygdom.

Medarbejder havde medansvar for egen arbejdsmæssig belastning

Af Christian Bo Kolding-Krøger


Sagens faktum

Som følge af omstruktureringer, udstationeringer og særlige øvelsesforberedende opgaver som led i Danmarks engagement i NATO havde en medarbejder i Forsvaret over en årrække påtaget sig opgaver, der lå ud over hendes arbejdsbeskrivelse som kontorhjælper. Opgaverne var for manges vedkommende forbundet med deadlines og medførte et betydeligt antal overarbejdstimer som over 3½ år udgjorde årligt 633 timer, 515 timer, 541 timer og det sidste halve år 216 timer, hvorefter medarbejderen blev sygemeldt.

Hendes symptomer var stresslignende, og Retslægerådet udtalte under retssagen, at diagnosen først var bedst forenelig med en tilpasningsreaktion og senere en belastningsreaktion. Retssagen angik, om Forsvaret som arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for medarbejderens sygdom og følgerne deraf.   

Der var enighed om, at arbejdet i hvert fald i en enkelt periode på fire måneder havde udgjort mere end de 48 timer om ugen som følger af direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, som ændret ved direktiv 2000/34/EF af 22. juni 2000 (arbejdstidsdirektivet) og den danske gennemførelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004. Der var dog ikke enighed om, at medarbejderen var omfattet af direktivets regler, ligesom hun heller ikke havde søgt godtgørelse i henhold til reglerne i den danske gennemførelseslov.   

Der var også enighed om, at det var kendt for ledelsen, at medarbejderen havde et betydeligt merarbejde.

Medarbejderen gjorde gældende, at arbejdstidsdirektivet og den danske gennemførelseslov udgør en erstatningsretlig relevant norm og allerede fordi arbejdstiden i en periode havde udgjort mere end hvad arbejdstidsdirektivet i udgangspunktet tillader, var der påvist et ansvarsgrundlag. Subsidiært måtte Forsvaret som følge af generelklausulerne i arbejdsmiljøloven anses for ansvarlige.

Forsvaret gjorde gældende, at arbejdstidsdirektivet ikke udgør en erstatningsretlig relevant norm, og at der skulle foretages en helhedsbedømmelse efter hvilken Forsvaret ikke havde handlet ansvarspådragende.  

Højesterets afgørelse

Forsvaret blev frifundet, idet Højesteret udtalte:

Højesteret finder, at det ikke i sig selv kan begrunde erstatningsansvar […], at [A] i en periode i 2010 har haft overarbejde af det anførte omfang og i denne periode har arbejdet mere end 48 timer pr. uge i gennemsnit.

Efter bevisførelsen lægger Højesteret til grund, at [A] over for sine overordnede fremtrådte robust og villig til at påtage sig merarbejde, herunder fra andre end sine foresatte, selv om dette indebar en yderligere arbejdsmæssig belastning af hende. Hun gav ikke på noget tidspunkt udtryk for, at hun ikke kunne nå at løse opgaverne, og hendes arbejdsgiver blev heller ikke på anden måde gjort opmærksom på, at hendes arbejdsbyrde var for stor. Hun var anerkendt for sin flid, dygtighed og villighed til at påtage sig merarbejde, og dette havde givet anledning til løntillæg samt positive udtalelser om hende i personalebedømmelsen.

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at [A’s] arbejdsgiver ikke havde anledning til at antage, at hun var udsat for en arbejdsmæssig belastning, som oversteg, hvad hun kunne magte, og at der var behov for at træffe særlige forholdsregler for at lette hendes arbejdsbyrde.

Hvad viser dommen?

Dommen er i overensstemmelse med eksisterende praksis, hvorefter et erstatningsansvar beror på en samlet bedømmelse og ikke på, om der ved lov eller i administrativ praksis findes regler eller sikkerhedsforskrifter, der efter en mere eller mindre objektiv målestok kolliderer med årsagen til skaden (i den konkrete sag arbejdstidsdirektivet). I hvert fald udgør arbejdstidsdirektivet og gennemførelsesloven ikke i sig selv et ansvarsgrundlag for krav på erstatning for personskade.

Sagen bekræfter endvidere – og udstrækker måske rækkevidden – af det medansvar for arbejdstagernes egen forsvarlige psykiske arbejdsmæssige belastning som Højesteret første gang konstaterede i U.2008.1156H.    

Sagen blev varetaget af Kammeradvokaten ved Christian Bo Kolding-Krøger.

Del på LinkedIn Del på Facebook