Nyheder

Af ressourcemæssige årsager kunne intervallet for mammografiscreening ikke overholdes, men den forsinkede indkaldelse til screening var ikke omfattet af ansvarsgrundlaget i klage- og erstatningsloven.

Forsinket screening medførte ikke erstatningsansvar

Af Lise Reuss Muff


Sagens baggrund

Sagen drejede sig om en kvinde (A), der som led i den forebyggende folkeundersøgelse blev indkaldt til mammografi 38 dage senere end retningslinjerne tilsiger. A bad herefter selv om at få udskudt screeningen i yderligere to måneder. Da screeningen blev gennemført viste det sig, at A led af brystkræft. Spørgsmålet var herefter, om den forsinkede indkaldelse til screening var omfattet af ansvarsgrundlaget i klage- og erstatningslovens § 21, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Efter forskrifterne i sundhedsloven om forebyggende behandling skal kvinder i alderen 50-69 år inviteres til mammografiscreening hvert andet år, dvs. med et interval på 24 måneder (+/- 3 måneder). A havde fået foretaget to tidligere, rettidige, screeninger, men i tredje screeningsrunde blev hun inviteret til screening med 38 dages forsinkelse i forhold til retningslinjernes maksimale interval. Regionen oplyste, at hele tredje screeningsrunde blev forsinket med cirka 1 måned på grund af manglende økonomiske og personalemæssige ressource, da såvel målgruppen som deltagerprocenten var steget betydeligt i forhold til 2. screeningsrunde, hvilket havde medført en forøgelse af antallet af screeninger i 3. runde.

A gjorde primært gældende, at regionerne som udgangspunkt må ifalde erstatningsansvar, hvis gældende kliniske retningslinjer på området ikke er overholdt, og at ressourcemanglen ikke kan påberåbes i sager, hvor retten til et sundhedstilbud er fastsat ved lov. Ankenævnet for Patienterstatningen gjorde navnlig gældende, at manglende overholdelse af tidsintervallet i sundhedsloven og de kliniske retningslinjer ikke i sig selv berettiger til erstatning, men at der er tale om en konkret vurdering, hvor man må inddrage årsagen til forsinkelsen, og at en forsinkelse begrundet i ressourcemæssige begrænsninger ikke medfører erstatningsansvar.

Landsrettens afgørelse

Landsretten slog indledningsvist fast, at der ikke er nogen særlig hjemmel til erstatning ved manglende overholdelse af screeningsintervallet, og at spørgsmålet derfor måtte vurderes ud fra almindelige regler om patientskader i klage- og erstatningsloven. Det afgørende var herefter, om behandlingen af A var omfattet af specialistreglen i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1 (det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling el.lign., hvorved skaden ville være undgået). Dette fandt landsretten ikke var tilfældet.

Det forhold, at screeningsintervallet af ressourcemæssige årsager var blevet forsinket medførte således ikke i sig selv, at betingelserne i specialistreglen var opfyldt. Da der forud for screeningen ikke i øvrigt forelå nogen lægelig indikation af, at A led af brystkræft, fandt landsretten ikke grundlag for at antage, at en erfaren specialist under disse forhold ville have handlet anderledes ved indkaldelsen af A. Forholdet var dermed ikke omfattet af patientskadeordningen.

Endelig er det værd at bemærke, at landsretten ikke fandt grund til at kritisere, at Ankenævnet for Patienterstatningen uprøvet havde lagt regionens oplysninger om det forøgede antal af screeninger i 3. screeningsrunde og de dertilhørende knappe økonomiske og personalemæssige ressourcer til grund. Det lå således uden for Ankenævnets forpligtelse efter officialmaksimen at foretage en efterprøvelse heraf.

Sagen blev ført i landsrettens som 1. instans, og det vides endnu ikke, om den ankes.

Del på LinkedIn Del på Facebook