Nyheder

Fordeling af dividende mellem fordring og regreskrav

Af Kasper Berg Nielsen


Aktieoverdragelse og salgsoption

Ved aktieoverdragelsesaftale af 12. april 2005 erhvervede banken B samtlige aktier i selskabet M fra selskabet C. Købesummen for aktierne udgjorde i henhold til aktieoverdragelsesaftalen dels en kontant betaling på kr. 98 mio., dels nominelt kr. 5 mio. aktier i B med en kursværdi på kr. 96,5 mio.

I forbindelse med aktieoverdragelsesaftalen blev der den 2. maj 2005 indgået en overenskomst mellem fonden F, C og N. I overenskomstens punkt 5 var der indsat en salgsoption for C vedrørende aktierne i B. Optionen gav en uigenkaldelig ret for C til at sælge og en uigenkaldelig pligt for F til at købe aktierne i B.

I overenskomsten var der derudover fastsat en bestemmelse om en bankgaranti vedrørende F’s købspligt, som bl.a. pålagde F at foranledige udstedt en bankgaranti over for C med et beløb på indtil kr. 75.000.000. I forlængelse heraf blev der den 18. maj 2005 udstedt og underskrevet en bankgaranti af sparekassen S som garant til opfyldelse af F’s forpligtelse i henhold til overenskomsten af 2. maj 2005.

Ændring af salgsoptionen

Den 21. december 2007 blev der indgået en aftale mellem B, F, C og N, hvorved der bl.a. blev aftalt en ændring af bestemmelsen i punkt 5 i overenskomsten af 2. maj 2005. Ændringen medførte, at salgsoptionen blev opsplittet i en Salgsoption 1 og Salgsoption 2.

I august 2008 afgav C over for F påkrav om udnyttelse af Salgsoption 1 i henhold til aftalen af 21. december 2007. Overdragelsen blev gennemført ved, at F af C købte 141.509 aktier i B til kurs 530, dvs. for en samlet købesum på kr. 74.999.770.

Ved e-mail af 22. september 2008 fremsendte C påkrav til F om udnyttelse af Salgsoption 2 i henhold til aftalen af 21. december 2007, hvorefter der skulle gennemgøres en overdragelse af C’s resterende aktiebeholdning i B til F for en samlet købesum på kr. 80 mio.

Som følge af økonomiske vanskeligheder var F ikke i stand til at opfylde købsforpligtelsen i henhold til Salgsoption 2, hvorfor C den 8. oktober 2008 afgav påkrav over for S om betaling af kr. 75 mio. under den af S afgivne garanti.

S afviste imidlertid at foretage udbetaling under garantien, idet S bl.a. anførte, at garantien ikke længere var gældende, da S ikke havde accepteret, endsige var blevet orienteret om den ændring af optionsvilkårene i overenskomsten af 2. maj 2005, der var sket ved aftalen af 21. december 2007. I forlængelse heraf udtog C den 9. februar 2009 stævning mod S som følge af sparekassens afvisning af at foretage udbetaling under garantien.

Efter der den 13. november 2009 af Skifteretten i Hjørring var afsagt konkursdekret over F, anmeldte advokat T på vegne C selskabets krav i konkursboet. Brevet indeholdt dels en anmeldelse i henhold til konkurslovens § 97 af en hovedstol på kr. 80 mio. og af påløbne renter for perioden den 6. oktober 2008 til den 13. november 2009, opgjort til et beløb på ca. kr. 8,9 mio., dels en anmeldelse i henhold til konkurslovens § 98 af yderligere renter, der påløb efter konkursdekretets afsigelse.

Ved dom af 6. oktober 2010 bestemte Østre Landsret, at den af S den 18. maj 2005 stillede betalingsgaranti over for C fortsat var gældende på de i garantien anførte vilkår.

Den 8. november 2010 udtog F (nu under konkurs) stævning mod C med påstand om tilbagebetaling af den købesum, som C havde fået udbetalt fra F ved C’s udnyttelse af Salgsoption 1 i august 2008, idet konkursboet i første række gjorde gældende, at overenskomsten af 2. maj 2005 - som efterfølgende ændret ved aftalen af 21. december 2007 - var ugyldig.

Ved dom af 17. marts 2016 fandt Vestre Landsret, at aftalekomplekset mellem F, B og C var gyldigt.

I forlængelse af landsrettens dom fremsendte kurator i F’s konkursbo, advokat L, ved brev af 2. maj 2016 til blandt andre C’s advokat, T, sin indstilling vedrørende de krav, som C havde anmeldt. Brevet indeholdt samtidig kurators indstilling vedrørende det potentielle regreskrav som banken J (det tidligere S) havde anmeldt i boet.

Af brevet fremgik bl.a., at kurator indstillede det af C anmeldte krav på ca. kr. 88,9 mio. til godkendelse i henhold til konkurslovens § 97, at kurator ikke prøvede det af C anmeldte rentekrav i henhold til konkurslovens § 98, da der ikke var udsigt til dividende til efterstillede krav i henhold til konkurslovens § 98, og at kurator indstillede det af J anmeldte potentielle regreskrav på kr. 75 mio. til godkendelse i henhold til konkurslovens § 97 betinget af J’s betaling af dette beløb til C i henhold til garantien.

Kurator anførte endvidere, at dividenden af C og J’s krav beregnedes fælles, da kravene ikke kunne belaste boet to gange til skade for de øvrige kreditorer, og at dividendebeløbet ville blive deponeret, medmindre parterne meddelte kurator, hvorledes dividenden skulle fordeles mellem dem.

Den 27. maj 2016 foretog J udbetaling under garantien af 75 mio. kr. til C, og i forbindelse hermed blev rettighederne til regreskravet i F’s konkursbo overdraget til Finansiel Stabilitet. Der kunne ikke mellem parterne (Finansiel Stabilitet og C) opnås enighed om, hvem der havde ret til at modtage dividende af beløbet på 75 mio. kr., hvorfor kurator foretog deponering af dividenden af beløbet.

Den 1. juli 2016 blev der mellem Finansiel Stabilitet og C indgået aftale om deludbetaling til C, idet Finansiel Stabilitet anerkendte, at C var fortrinsberettiget til at modtage dividende på kr. 5 mio. svarende til differencen mellem hovedstolen på kr. 80 mio. og garantibeløbet på kr. 75 mio. Der blev efterfølgende gennemført endnu en udlodning af á conto dividende til simple kreditorer, hvorved C fik udbetalt et beløb på ca. kr. 1,3 mio. i henhold til selskabets simple rentekrav, mens den resterende dividende med et samlet beløb på kr. 19 mio. blev deponeret.

Rettens præmisser

Retten lagde til grund, at S efter ordlyden af betalingsgarantien af 18. maj 2005 indestod for betaling af "indtil kr. 75.000.000", idet garantien var stillet for samtlige F’s forpligtelser over for C i henhold til C’s salgsoption i pkt. 5 i overenskomsten.

Betalingsgarantien indeholdt ingen bestemmelser om, at S’ hæftelse kunne overstige kr. 75 mio. som følge af rentetilskrivning, men alene en bestemmelse om, at krav på udbetaling under garantien forrentedes fra forfaldsdagen.

Pkt. 5 i overenskomsten indeholdt heller ikke - hverken i den oprindelige eller den ændrede udgave - nogen bestemmelse om rentebetaling.

Efter pkt. 5 i overensskomsten var F’s forpligtelser tværtimod udtrykkeligt begrænset til kr. 155 mio. Retten lagde på denne baggrund til grund, at betalingsgarantien fra S ikke omfattede de rentekrav, som C havde anmeldt i konkursboet.

Da C’s fordring og regreskravet herefter ikke kunne anses for at vedrøre samme fordring, kunne retten ikke tiltræde C’s anbringende om, at det fulgte umiddelbart af konkurslovens §§ 47-49, at C var fortrinsberettiget til at modtage dividende, indtil C gennem den udbetalte garanti og dividendeudlodninger havde opnået dækning af C’s fulde krav mod F, om-fattende såvel hovedstolen på kr. 80 mio. som simple og efterstillede renter.

Som følge heraf, og da det C i øvrigt havde anført, ikke kunne føre til et andet resultat, frifandtes Finansiel Stabilitet.

Dommen er anket til landsretten.

Hvad viser dommen?

Dommen illustrerer, hvordan udtrykket ”samme fordring” skal fortolkes i medfør af konkurslovens §§ 47-49, når der opstår uenighed om dividenderetten mellem en fordring og et regreskrav. 

Del på LinkedIn Del på Facebook