Nyheder

Chefen måtte være bagvagt uden afregning

Af Niels Banke og Maria Kiersgaard Frisch


Sagens baggrund

Sagen angik en oberstløjtnant, som i perioden 2013-2017 fungerede som såkaldt ”bagvagt” i Hjemmeværnet. Funktionen som bagvagt er ikke formaliseret, men det er en fast betegnelse i Hjemmeværnet for den person, som de vagthavende i Hjemmeværnskommandoen kan ringe til, når de er i tvivl om, hvordan de skal håndtere en henvendelse.

Hjemmeværnets vagthavendeordning følger af en aftale i henhold til tjenestemandsloven mellem Forsvarsministeriet og Centralforeningen for Stampersonel m.fl. fra 1991. Aftalen indebærer, at en vagthavende, der indgår på en vagtliste, har ret til et rådighedstillæg for de timer, hvor vedkommende står til rådighed og kan tilkaldes til at give møde på arbejdspladsen inden for en nærmere fastsat tid.

Parternes synspunkter

Oberstløjtnanten gjorde under sagen i Tjenestemandsretten gældende, at han ofte blev ringet op af de vagthavende, og at hans funktion som bagvagt derfor indebar en sådan rådighedsforpligtelse, at han var berettiget til rådighedstillæg på lige fod med de vagthavende ansatte.

Til støtte for sin påstand anførte oberstløjtnanten, at det fremgik af hans funktionsbeskrivelse, at han skulle indgå som bagvagt, og at han i interne briefinger var blevet angivet som bagvagt for de vagthavende. Derudover gjorde han gældende, at han som udgangspunkt var til rådighed hele tiden, og at han havde anset sig selv som værende beordret til det.

Forsvaret gjorde heroverfor gældende, at oberstløjtnanten aldrig var blevet beordret til at fungere som vagthavende, ligesom han heller aldrig havde fungeret som sådan eller indgået på en vagtliste. Da oberstløjtnanten i øvrigt, i kraft af sin stilling som chef, i et vist omfang også måtte forventes at stå til rådighed for sine ansatte, og opgaven som bagvagt ikke måtte anses for at gå ud over, hvad der almindeligvis må forventes af en chef på det pågældende niveau, nedlagde Forsvaret påstand om frifindelse.

Tjenestemandsrettens resultat

Tjenestemandsretten fandt efter en samlet vurdering, at oberstløjtnanten ikke var berettiget til rådighedstillæg for sin funktion som bagvagt.

Tjenestemandsretten lagde blandt andet vægt på, at oberstløjtnantens funktion som bagvagt ikke indebar en begrænsning i hans handle- eller bevægelsesfrihed, sådan som aftalen fra 1991 forudsatte. Tværtimod, anførte Tjenestemandsretten, måtte en funktion som bagvagt anses for at have udgjort et led i varetagelsen af oberstløjtnantens stilling, som ikke gik ud over, hvad der måtte forventes af en chef på hans niveau.

Hvad viser dommen?

Dommen illustrerer, at det må forventes af ansatte på et vist chefniveau, at de i noget omfang står til rådighed for arbejdspladsen, uden at dette udløser særskilt krav på honorering.

Finansministeriets og Forsvarsministeriets interesser i sagen blev varetaget af advokat Niels Banke.

Del på LinkedIn Del på Facebook