Nyheder

To EU-domme om SMV-direktivet

Af Josephine Fie Legarth Aggesen


EU-Domstolen har i to domme fra 7. juni 2018 udtalt sig om SMV-direktivets anvendelsesområde.

Begge sager angik regler angående fysisk planlægning vedtaget af regionale belgiske myndigheder.

I sag C-160/17 var der tale om en bekendtgørelse, som fastlagde et byplanlægningsperimeter (et ”BBP”), dvs. afgrænsede en geografisk zone, hvor der kunne gennemføres et byplanlægningsprojekt. BBP’et indeholdt ikke positive krav, men betød, at et fremtidigt byplanlægningsprojekt kunne gennemføres lettere ved en tilladelse, som kunne fravige de gældende krav til byplanlægning i andre planer.

I sag C-671/16 var der tale om en forordning om zoneopdelt byplanlægning (en ”RFZB”), som indeholdt bestemmelser om afgrænsning af et område i forskellige blokke, hvor der gjaldt særlige regler om beliggenden og højden på bygninger. Mere specifikt indeholdt forordningen bl.a. bestemmelser om bygningernes antal og størrelse, beplantning og indsamling af regnvand.

De præjudicielle spørgsmål i sagerne angik i første række, om disse regler er omfattet af SMV-direktivets definition af ”planer og programmer” i artikel 2, litra a).

Planer og programmer

I begge sager fandt Domstolen, at reglerne var omfattet af begrebet ”planer og programmer” i artikel 2, litra a), idet reglerne i begge tilfælde var vedtaget af en regional myndighed på grundlag af lovgivning.

Domstolen henviste til, at planer og programmer, hvis vedtagelse er reguleret ved nationale love og administrative bestemmelser, som fastlægger, hvilke myndigheder der har beføjelse til at vedtage dem samt proceduren for deres udarbejdelse, skal betragtes som ”krævet” i henhold til og med henblik på anvendelse af SMV-direktivet.

Krav om miljøvurdering

I begge sager fandt Domstolen desuden, at reglerne skulle underlægges en vurdering af indvirkningen på miljøet, jf. artikel 3.

Domstolen fandt således, at der var tale om regler, som henhører under sektoren ”fysisk planlægning og arealanvendelse”, ligesom Domstolen fandt, at der var tale om regler, som fastlagde rammerne for fremtidige anlægstilladelser omfattet af bilag I og II til VVM-direktivet. Reglerne var herefter omfattet af artikel 3, stk. 2, litra a).

I sag C-160/17 udtalte domstolen i den forbindelse, at selvom BPPet ikke indeholdt positive krav til et fremtidigt byplanlægningsprojekt, så ændrede den det juridiske system (ved beføjelsen til lettere at fravige gældende byplanlægningskrav), hvorfor reglerne henhører under anvendelseområdet i SMV-direktivets artikel 2, litra a) og artikel 3, stk. 2, litra a).

I begge sager fandt Domstolen (med forbehold for den nationale domstols nærmere efterprøvelse), at reglerne kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf artikel 3, stk. 1.