Nyheder

Banken D’s omtvistede tilgodehavende, et Fair Value Make-Whole Amount i henhold til en obligation, mod Amagerbanken under konkurs udgjorde renter efter konkursdekretets afsigelse og havde status som efterstillet krav efter konkurslovens § 98.

Omtvistet tilgodehavende var efterstillet krav

Af Kasper Berg Nielsen


En bank, A, udstedte den 28. november 2007 en obligation med en samlet hovedstol på 75 mio. EUR. I den anledning tegnede D sig for en andel på 60 mio. EUR. Banken N fungerede som udstedende agent for obligationen og tegnede sig for resten af beløbet.

Bank A blev efterfølgende erklæret konkurs den 7. februar 2011, i hvilken forbindelse D anmeldte et krav på ca. 6,3 mio. EUR under henvisning til konkurslovens § 97.

Ved en fordringsprøvelse den 27. marts 2012 blev kravets status som simpelt krav, jf. konkurslovens § 97, afvist, men godkendt som efterstillet, jf. konkurslovens § 98, nr. 2, subsidiært nr. 1. D anlagde herefter fordringsprøvelsessag mod konkursboet med påstand om anerkendelse af kravet efter konkurslovens § 97. Hvis D ikke fik medhold i din principale påstand, ønskede D kravet anerkendt som § 97 som følge af bristende forudsætninger.

Skifteretten udtalte bl.a., at bestemmelsen i konkurslovens § 98, nr. 1, omfattede alle former for renter, der påløb efter konkursdekretets afsigelse, herunder erstatning for tab af renter i anledning af misligholdelse. Retten bemærkede i den forbindelse, at det afgørende – uanset rentetabets benævnelse, lånets uopsigelighed mv. – var, at det opgjorte beløb reelt havde karakter af renter.

I relation til forudsætningssynspunktet bemærkede retten, at parterne ikke forud for en konkurs kunne aftale en fravigelse af konkursordenen med den virkning, at et efterstillet krav opnåede en bedre stilling. Allerede fordi konkurslovens regler om konkursordenen er præceptive, kunne der heller ikke ud fra et forudsætningssynspunkt opnås en bedre retsstilling.

Skifteretten fandt herefter, at kravet var en forudbestemt beregning af erstatning for de tabte renter, som D forventede at ville have modtaget i obligationens resterende løbetid. Kravet var derfor omfattet af konkurslovens § 98, nr. 1, hvilket ligeledes var i overensstemmelse med konkursordenens lighedsgrundsætning og de praktiske hensyn bag konkurslovens § 98, nr. 1.

Konkursboet blev herefter frifundet.

Hvad viser dommen?

Dommen illustrerer, at anvendelsesområdet for konkurslovens § 98, nr. 1, skal fortolkes bredt, idet bestemmelsen omfatter alle typer af renter, der påløber efter dekretets afsigelse uanset benævnelse, lånets uopsigelighed mv. Det afgørende er, at det opgjort krav reelt har karakter af renter.

Dommen understreger endvidere, at konkurslovens regler om konkurs-ordenen er præceptive, hvorfor et efterstillet krav ved aftale – eller ud fra et forudsætningssynspunkt – som udgangspunkt ikke kan opnå en bedre retsstilling på bekostning af de øvrige kreditorer.