Nyheder

Østre Landsret har fastslået, at Banedanmark lovligt kunne opsige retten til fribefordring, idet ordningen, for så vidt angår tjenestemænd, ikke berørte karakteren eller indholdet af tjenestemændenes stillinger eller arbejdsopgaver i øvrigt, ligesom der heller ikke var tale om et lønvilkår eller andet væsentligt vilkår. I forhold til overenskomstansatte fandt landsretten, at ordningen var blevet opsagt med et passende varsel.

Banedanmark kunne lovligt opsige fribefordringsordning


Sagens baggrund

Det tidligere DSB blev i 1997 opdelt i henholdsvis operatørselskabet DSB og infrastrukturselskabet Banestyrelsen (fra 2004: Banedanmark). De medarbejdere, der i 1997 overgik til ansættelse hos Banedanmark, bevarede retten til fribefordring. Der var i den daværende trafikkontrakt mellem Transportministeriet og DSB en pligt til at udstede frikort til disse medarbejdere.

Medarbejdernes adgang til fribefordring fremgik af ansættelsesbreve med henvisning til ”reglerne i Banedanmark” eller ”reglerne herom”, i nogle tilfælde med henvisning til Banedanmarks intranet, samt i henhold til reglerne i den tidligere gældende Bane-PAV.

Der var tale om en frivillig ordning. Medarbejdere, der ikke benyttede sig af adgangen til fribefordring, fik ikke anden kompensation.

I en ny trafikkontrakt mellem Transportministeriet og DSB var DSB ikke længere forpligtet til at udstede fribefordring på særlige vilkår til de omfattede tidligere DSB medarbejdere i Banedanmark som hidtil.

Banedanmark og DSB forhandlede derfor om mulige løsninger for, at fribefordringsordningen skulle kunne fortsætte – desværre uden held. En fortsættelse af ordningen ville herefter betyde, at Banedanmark skulle betale på fuldt kommercielle vilkår for ordningen, hvilket ville medføre en væsentlig forøgelse af Banedanmarks udgifter til ordningen.

Banedanmark orienterede derfor medio maj 2015 sine medarbejdere om, at Banedanmark agtede at opsige ordningen om fribefordring. Medarbejderne modtog herefter ultimo maj 2015 den endelige opsigelse af fribefordringen med ophør ved udgangen af november 2015. Fribefordringsordningen blev efterfølgende forlænget til ophør den 31. januar 2016.

Sagsøgernes påstand og anbringender

Sagsøgerne i de to sager, anlagt af henholdsvis Dansk Jernbaneforbund og HK Danmark som mandatar for nogle nærmere angivne medarbejdere, gjorde principalt gældende, at retten til fribefordring skulle bibeholdes. Subsidiært og mere subsidiært blev der gjort gældende, at Banedanmarks opsigelse af ordningen stiftede et i forhold til sagsøgerne krav på udbetaling af (en nærmere fastsat) økonomisk kompensation fra tidspunktet for ordningens ophør.

Der blev i den forbindelse, for så vidt angik dem af sagsøgerne, der er tjenestemænd, navnlig gjort gældende, at en ophævelse af retten til fribefordring faldt uden for rammerne af tjenestemandslovens § 12 om stillingsændringer, ligesom tjenestemandslovens § 55 medførte et krav på løn i den hidtidige stilling.

Landsrettens begrundelse og afgørelse

Landsretten fandt, at retten til fribefordring ikke berører karakteren eller indholdet af sagsøgernes stillinger eller arbejdsopgaver i øvrigt, ligesom der heller ikke er tale om et lønvilkår eller andet væsentligt vilkår. Landsretten udtalte, at der var tale om en generel ophævelse af retten til fribefordring, ligesom medarbejdere , som ikke havde benyttet sig af ordningen, ikke fik anden kompensation. Retten til fribefordring blev endvidere ikke beskattet som en lønindtægt. Landsretten fandt derfor, at retten til fribefordring ikke kunne anses som – eller ligestilles med – en del af sagsøgernes løn.

For så vidt angik den af sagsøgerne, der var overenskomstansat, fandt landsretten, at retten til fribefordring var blevet opsagt med mere end seks måneders varsel, og at der ikke var tale om en sådan ændring af ansættelsesforholdet, at ændringen kun kunne gennemføres efter reglerne om opsigelse af ansættelsesforholdet.

Hvad viser dommen?

Dommen viser,

  • at retten til fribefordring ikke berører karakteren eller indholdet af en tjenestemands stilling eller arbejdsopgaver i øvrigt, og derfor ikke er omfattet af tjenestemandslovens § 12,

  • at retten til fribefordring heller ikke kan anses som eller ligestilles med en del af de ansatte tjenestemænds løn, da værdien heraf ikke blev beskattet som en lønindtægt, ligesom der ikke blev udbetalt kompensation til de medarbejdere, der ikke benyttede ordningen, og

  • at ordningen kunne opsiges med et passende varsel over for de overenskomstansatte. 

Det bemærkes, at dommen er anket.

Banedanmarks interesser i sagen blev varetaget af advokat Niels Banke.