Nyheder

Arbejdsretten har netop fastslået, at Finansministeriet kunne bemyndige DSB til at indmelde sig i Dansk Industri, og at DSB’s indmeldelse kunne ske uden at DSB iværksatte frigørelseskonflikt.

DSB kunne indmelde sig i Dansk Industri uden frigørelseskonflikt

Af Niels Banke og Maria Kiersgaard Frisch


Sagens baggrund

Ved udgangen af 2017 opsagde den selvstændige offentlige virksomhed DSB de to fællesoverenskomster mellem henholdsvis Finansministeriet og OAO-S og DSB og OAO-S med henblik på at melde sig ind i Dansk Industri og overgå til overenskomster i privat regi. Samtidig med opsigelsen af fællesoverenskomsterne opsagde DSB alle underliggende aftaler, herunder organisationsaftaler, lokalaftaler, forhåndsaftaler og kutymer. Opsigelsen skete til endeligt ophør af de statslige overenskomster den 31. marts 2018.

Opsigelsen  af de statslige overenskomster skete på baggrund af en bemyndigelse, som DSB havde indhentet fra Finansministeriet i medfør af DSB-lovens § 16. Finansministeriet havde således tilkendegivet at være indforstået med, at DSB opsagde de hidtidige relevante statslige overenskomster, da de overenskomstansatte i DSB fremadrettet ville kunne være omfattet af Dansk Industris overenskomster.

Sagen angik i første række, om DSB-loven indeholdt den fornødne hjemmel til, at indklagede, Finansministeriet, gav bemyndigelse til DSB som sket. Parterne aftalte konkret, at spørgsmålet om lovfortolkningen kunne blive behandlet af Arbejdsretten.

I anden række angik sagen, om hovedaftalen mellem Finansministeriet og OAO-S var til hinder for indmeldelsen i Dansk Industri, og endelig angik sagen, om DSB var frigjort fra de statslige overenskomster, eller om frigørelse skulle være sket ved konflikt.

Parternes synspunkter

Klager, Landsorganisationen i Danmark for OAO-S, gjorde under sagen navnlig gældende, at DSB som selvstændig offentlig virksomhed er en del af den offentlige forvaltning og dermed underlagt de almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder hjemmelskravet. Udtræden af det statslige aftalesystem måtte derfor kræve klar lovhjemmel, hvilket ifølge klager ikke forelå ved DSB-lovens § 16.

Derudover anførte klager, at hovedaftalen mellem DSB og Finansministeriet forhindrede, at der kunne gives bemyndigelse til DSB’s indmeldelse i Dansk Industri, da DSB ifølge klager var omfattet af dækningsområdet i hovedaftalen, der forudsætter en statslig arbejdsgiverpart samt indgåelse af fællesoverenskomst og tilknyttede organisationsaftaler.

Endelig var det klagers synspunkt, at frigørelse fra de statslige overenskomster alene kunne ske, hvis der trådte en ny overenskomst mellem de samme parter i dens sted, eller hvis der etableredes frigørelseskonflikt. På den baggrund anførte klager, at de hidtidige overenskomster stadig var i kraft.

Heroverfor anførte indklagede, Finansministeriet, at ministeriet havde haft klar hjemmel i DSB-loven til at bemyndige DSB til at opsige de statslige overenskomster og indmelde sig i Dansk Industri som sket. Indklagede henviste til, at der i andre sammenlignelige love var gjort eksplicit begrænsning i adgangen til at melde sig ind i en privat arbejdsgiverorganisation, og at der ikke sås at være gjort tilsvarende begrænsninger i DSB-loven.

Derudover henviste Finansministeriet til, at DSB-loven tidligere havde været bragt i anvendelse i forbindelse med, at DSB’s datterselskab, DSB Vedligehold A/S, havde indmeldt sig i Dansk Industri i 2015, uden at dette havde givet anledning til indsigelser fra de faglige organisationer.

Over for klagers krav om frigørelseskonflikt anførte Finansministeriet, med henvisning til arbejdsretlig praksis, at noget sådant ikke var påkrævet i en situation, hvor overenskomstforholdene på forbundsniveau i overvejende grad var de samme både før og efter indmeldelsen i den nye arbejdsgiverorganisation. Da Dansk Industri også har overenskomster med OAO-S’ medlemsorganisationer, herunder navnlig Dansk Jernbaneforbund, var det derfor ifølge Finansministeriet ikke nødvendigt at iværksætte frigørelseskonflikt, og aftalerne måtte derfor betragtes som behørigt opsagt.

Arbejdsrettens resultat

Arbejdsretten, der var beklædt af tre højesteretsdommere og i alt seks sidedommere, fastslog, at Finansministeriets bemyndigelse til DSB var gyldig, da DSB-lovens § 16 rummede den fornødne hjemmel, uanset at der ikke eksplicit i DSB-loven var taget stilling til DSB’s mulighed for at indmelde sig i en privat arbejdsgiverorganisation. Arbejdsretten lagde i den forbindelse vægt på DSB’s særlige konkurrencemæssige position.

Derudover fastslog Arbejdsretten, at hovedaftalen mellem Finansministeriet og OAO-S ikke kunne forstås på den måde, at den indeholdt et forbud mod, at DSB indmeldte sig i en privat arbejdsgiverorganisation.

Endelig fastslog Arbejdsretten, at en frigørelseskonflikt ikke var nødvendig i et tilfælde som det foreliggende, hvor Dansk Industri havde overenskomster med samme forbund og med samme dækningsområde som de hidtidige overenskomster på det statslige område.

Arbejdsretten tog derfor Finansministeriets frifindelsespåstand til følge.

Læs Arbejdsrettens dom her.

Finansministeriets interesser i sagen blev varetaget af advokat Niels Banke.