Nyheder

Sagen drejede sig om udgifter til prøvegravningsarbejder i forbindelse med gennemførelsen af et vejprojekt og angik for det første et principielt spørgsmål om forholdet mellem vejlovens gæsteprincip og ledningsejerloven (LER-lovgivningen). Herudover drejede sagen sig om omfanget af gæsteledningsejerens betalingsforpligtelse og således, om denne også kan udstrækkes til at omfatte udgifter til et prøvegravningsarbejde.

Højesteret afsiger principiel dom om gæsteprincippet

Af Sarah Jano


Sagens baggrund

I forbindelse med Københavns Kommunes ombygning af Frederikssundsvej blev der foretaget prøvegravninger for at lokalisere den præcise placering af en række ledninger i vejen. Kommunen og ledningsejeren var uenige om, hvem der havde betalingsforpligtelsen for prøvegravningsarbejdet.

Det var uomtvistet, at ledningsejerens ledninger var omfattet af vejlovens gæsteprincip. Kommunen mente derfor, at ledningsejeren som gæst i vejarealet skulle betale for prøvegravningsarbejdet, da arbejdet blev gennemført for at afdække, om en omlægning af ledningerne kunne undgås. Den registrerede placering af ledningerne i LER viste umiddelbart, at ledningerne lå i vejen for kommunens planlagte etablering af nye nedløbsbrønde.

Ledningsejeren mente, at denne havde opfyldt sine forpligtelser efter LER-lovgivningen ved de udleverede oplysninger om ledningernes placering i vejarealet og derfor ikke skulle betale for prøvegravningsarbejdet. Ledningsejerens synspunkt var således, at vejlovens gæsteprincip ikke fandt anvendelse, da LER-lovgivningen udtømmende regulerer en ledningsejeres forpligtelser til at redegøre for egne ledninger.

Kommunen indbragte betalingstvisten for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, jf. § 5, stk. 2, i den tidligere vejlov (§§ 79, stk. 5 og 133, stk. 2, i den nugældende vejlov).

Ministeriet traf afgørelse om, at udgifterne forbundet med gennemførelsen af prøvegravningerne var omfattet af gæsteprincippet i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1, og derfor skulle betales af ledningsejeren.

Domstolenes behandling af sagen

Ledningsejeren indbragte ministeriets afgørelse for domstolene, hvor sagen efter henvisning blev behandlet i landsretten i første instans (UfR 2017, side 988 H).

Landsretten afsagde dom den 22. februar 2018 og gav ministeriet medhold i, at ledningsejeren havde betalingsforpligtelsen for prøvegravningsarbejdet.

Sagen blev herefter af ledningsejeren indbragt for Højesteret, hvor parterne på baggrund af landsrettens dom var enige om, at ledningsejeren havde opfyldt sine forpligtelser efter LER-lovgivningen.

Højesteret udtalte, at spørgsmålet i første række var, om der i LER-loven er gjort udtømmende op med en ledningsejers forpligtelser til at give oplysninger om sine ledningers placering, evt. ved prøvegravninger. Hvis det ikke er tilfældet, var spørgsmålet i anden række, om der efter vejlovens gæsteprincip gælder en betalingsforpligtelse for ledningsejer i forhold til prøvegravninger med henblik på stedfæstelse af ledninger, og i givet fald om prøvegravningerne i den konkrete sag var nødvendige.   

Højesteret udtalte, at den dagældende vejlov og LER-lov ikke tager sigte på at regulere samme forhold, samt at der ikke i forarbejderne til LER-loven er holdepunkter for, at det med loven har været tilsigtet at ændre eller indskrænke de grundlæggende forpligtelser, som påhviler ledningsejeren efter vejlovens gæsteprincip.

Højesteret fandt på den baggrund, at der ikke med den dagældende LER-lov var gjort udtømmende op med en ledningsejers forpligtelse til at give oplysninger om sine ledningers placering til vejmyndigheden og udtalte, at betalingsspørgsmålet derfor måtte bero på, om en forpligtelse til påvisning ved prøvegravning kunne udledes af gæsteprincippet i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1.

Om det spørgsmål udtalte Højesteret, at gæsteprincippet indebærer, at en ledningsejer er forpligtet til at oplyse om en mere præcis placering af sin ledning end den, der følger af den dagældende LER-lov, hvis det er nødvendigt for vejmyndigheden at have kendskab til disse oplysninger for at kunne tage stilling til, om en ændret anvendelse af vejarealet gør det nødvendigt at omlægge ledningen, eller om den ændrede anvendelse af arealet eventuelt med tilpasninger af vejprojektet kan gennemføres uden en ledningsomlægning.

Med henvisning til at denne forståelse af gæsteprincippet efter Højesterets opfattelse harmonerer med administrativ praksis på området udtalte Højesteret i den sammenhæng følgende:

”Det er ”gæsten”, der har gravet ledningen ned i vejen, og ”gæsten” må være nærmest til at vide, hvor ledningen ligger, eller til at fremskaffe de – i forhold til vejmyndighedens anlægsprojekt – nødvendige oplysninger herom.”

Højesteret fandt herefter, at prøvegravninger med det beskrevne formål må anses for omfattet af betalingsforpligtelsen efter gæsteprincippet i den dagældende vejlovs § 106, stk. 1, og Højesteret lagde også til grund, at prøvegravningsarbejdet konkret havde været nødvendigt.

Højesteret tiltrådte på den baggrund, at betalingsforpligtelsen for prøvegravningsarbejdet påhvilede ledningsejeren og stadfæstede landsrettens dom.

Advokat Sarah Jano førte sagen for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ved domstolene, hvor Københavns Kommune indtrådte som biintervenient til støtte for ministeriet.