Nyheder

Vestre Landsret har i en dom fra december 2017 anerkendt, at der på grund af lokale forhold kan opstå et beskyttet biologisk overdrev inden for en kortere periode end 30 år. Landsretten fandt samtidig, at oplysninger i en skønserklæring ikke kunne føre til, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse skulle tilsidesættes som ugyldig.

Betingelser for beskyttelse af overdrev


Sagens baggrund

Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt to nærmere bestemte arealer på appellantens ejendom var beskyttet som overdrev i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3. Natur- og Miljøklagenævnet havde i sagen stadfæstet Aalborg Kommunes afgørelse om, at de pågældende arealer var beskyttet. Nævnets afgørelse var blevet truffet på baggrund af Aalborg Kommunes besigtigelse med dertilhørende oplysninger om vegetationen på arealerne samt luftfotos for perioden 1960-2014.

Der var enighed om, at de to arealer havde henligget udyrkede i cirka 22 år på tidspunktet for Aalborg Kommunes afgørelse i sagen.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at det efter naturbeskyttelseslovens § 3 er et krav, at et overdrev først efter at have ligget udyrket i 30-50 år kan blive omfattet af beskyttelsen. Hertil gjorde appellanten gældende, at vegetationen på arealerne ikke opfyldte kravene for at være beskyttet som overdrev. Appellanten henviste i den forbindelse til skønserklæringen i sagen, hvor skønsmanden havde konkluderet, at det ene areal på tidspunktet for skønsmandens besigtigelse ikke rummede en sammenhængende overdrevsvegetation og, for så vidt angik det andet areal, at kun en mindre del af arealet rummede en sammenhængende overdrevsvegetation.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde heroverfor bl.a. gældende, at alderskriteriet på 30-50 år alene skal forstås som en faktuel oplysning om, hvor lang tid det som altovervejende hovedregel tager for at udvikle et biologisk overdrev. Det afgørende er, hvorvidt det rent faktisk har udviklet sig en karakteristisk overdrevsvegetation, hvilket også fremgår af et ministersvar afgivet i forbindelse med et ændringsforslag til naturbeskyttelsesloven.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gjorde endvidere gældende, at skønsmandens konklusioner vedrørende den sammenhængende overdrevsvegetatation ikke var i overensstemmelse med de faktiske fund på arealerne. Den af skønsmanden registrerede vegetation rummede omvendt en række arter, som af Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet netop er karakteriseret som typiske overdrevsarter.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten henviste bl.a. til det ovenfor nævnte ministersvar vedrørende alderskriteriet, til de grunde, der var anført af byretten, hvorefter landsretten fandt, at det ikke var grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets vurdering af, at arealerne var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Landsretten stadfæstede derved byrettens dom.

Byretten havde i dommen i første instans bl.a. anført, at der både ved kommunens og skønsmandens besigtigelse var blevet fundet en række typiske overdrevsarter på arealerne, og at begge arealer havde en tør og sandet jordbund (hvilket ligeledes er typisk for overdrev). Der var – på trods af skønsmandens konklusioner – derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, selv om arealerne havde henligget mindre end 30 år uden intensiv dyrkning.

Hvad viser dommen?

Dommen viser bl.a.,

at alderskriteriet på 30-50 år i lovbemærkningerne til naturbeskyttelsesloven ikke skal forstås som et absolut krav, men at der på grund af lokale forhold kan opstå et beskyttet biologisk overdrev inden for en kortere periode end 30 år, og

at myndigheden i sager vedrørende naturbeskyttelseslovens § 3 godt kan løfte bevisbyrden for, at et areal er omfattet af beskyttelsen på trods af, at der i sagen foreligger en skønserklæring, hvor skønsmanden har udtalt det modsatte.

Miljø- og Fødevareklagenævnets interesser blev i sagen varetaget af advokatfuldmægtig Daniella Gabris.