Nyheder

Sagen drejede sig om udmåling af erstatning til en hjerneskadet kvinde, hvis kæreste i vidt omfang havde besøgt hende, deltaget i hendes træning og givet hende omsorg. Retten fandt ikke, at kvinden kunne kræve erstatning for udgifter, som hun i den forbindelse havde sparet ved at undgå at antage ekstern hjælp.

Erstatning for ”sparede udgifter”


Sagens baggrund

Skadelidte var en kvinde, som under en operation havde pådraget sig en svær hjerneskade med livslangt behov for pleje og omsorg. Hun blev efterfølgende indlagt som langtidspatient på et kommunalt omsorgscenter. Hjerneskaden blev anerkendt som en patientskade, og skadelidte blev tilkendt godtgørelse og erstatning for svie og smerte, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.

Sagen drejede sig om, i hvilket omfang skadelidte skulle kompenseres for en række udgifter i medfør af erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a om helbredelsesudgifter og andet tab. Skadelidtes hovedsynspunkt var, at man ved erstatningsudmålingen skulle anvende princippet om fuld erstatning, sådan at hun økonomisk blev stillet som om, at skaden ikke var sket.

Skadelidte mente sig på den baggrund berettiget til erstatning for udgifter til institutionsophold, støttekontakt, hjælpeværge samt for ”sparede udgifter”, idet hendes kæreste havde deltaget i hendes pasning og træning.

Byrettens afgørelse

Retten bemærkede indledningsvist, at helbredelsesudgifter dækker over udgifter til rimelige og nødvendige foranstaltninger, der har til formål at søge skadelidte helbredt, eller som står i forbindelse med helbredelsen. ”Andet tab” må i almindelighed forstås således, at det omfatter udgifter, som har til formål at sikre eller forbedre skadelidtes funktionsevne.

Herefter fandt retten, at skadelidte skulle kompenseres for den del af institutionsopholdet, som vedrørte medicin samt funktionsopretholdende komplikationsforebyggende behandling, men ikke den del af udgifterne, der alene vedrørte logi, kost og almindelige omsorgsydelser. Disse udgifter måtte anses for dækket af de øvrige tilkendte erstatninger (méngodtgørelse, erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste).

Heller ikke udgifterne til støttekontaktperson og hjælpeværge faldt efter omstændighederne ind under bestemmelsen om helbredelsesudgifter og andet tab.

For så vidt angår de ”sparede udgifter” var skadelidtes synspunkt, at hvis ikke hendes kæreste havde påtaget sig en del af plejeopgaverne, måtte hun have betalt andre for at få dækket dette pasningsbehov.

Da skadelidtes kæreste ikke havde modtaget betaling for sin indsats, fandt retten ikke, at skadelidte havde lidt et økonomisk tab. Dermed var der ikke grundlag for at yde erstatning.

Kommentar

Dommen illustrerer bl.a. det grundlæggende princip om, at der alene  kan ydes erstatning efter erstatningsansvarslovens § 1 og § 1a for økonomisk tab, og at ”sparede udgifter” ikke kan sidestilles med et sådant økonomisk tab. Der er derfor ikke hjemmel til at erstatte udgifter, man ville have haft, hvis pårørende ikke frivilligt havde hjulpet til (”sparede udgifter”).

Dommen er anket til landsretten.

Sagen blev varetaget af Whitney Maria Bjerrum.