Nyheder

Lodsejere blev ikke tilkendt yderligere erstatning ved domstolene i det økonomiske opgør efter Danmarks hidtil største naturfredning.

Fredningserstatning i Lille Vildmose

Af Josephine Fie Legarth Aggesen


Sagen for byretten

I forbindelse med fredningen af Lille Vildmose, som er Danmark største fredning, blev lodsejerne tilkendt fredningserstatning. 

Størrelsen på denne erstatning blev indbragt for byretten af fem lodsejere, som gjorde gældende, at fredningserstatningen skulle forhøjes.

Alle sagsøgernes arealer var beliggende inden for fredningens delområde 2, som kunne udnyttes erhvervsmæssigt til sædvanlig landbrugsdrift med visse begrænsninger.

Under retssagen blev der afgivet en skønserklæring, som støttede sagsøgernes synspunkt om, at der ikke var tilkendt fuld erstatning.

Byretten fandt det, uanset skønserklæringen, ikke sandsynliggjort, at der ved den af Taksationskommissionen fastsatte erstatning ikke var meddelt fuld erstatning.

Byretten henviste til, at skønsmændene under afhjemlingen ikke konkret kunne påvise, hvilke fredningsbestemmelser der havde påvirket deres værdiansættelse, ligesom de ikke havde forholdt sig til, hvorvidt den vurderede værdiforringelse af ejendommene var en følge af fredningsbestemmelserne eller af anden offentligretlig regulering. Retten henviste desuden til, at skønsmændene ikke havde anvist konkrete ejendomshandler i området, som kunne tjene til sammenligning.

Byretten frifandt derfor Miljøstyrelsen (tidl. Naturstyrelsen).

Sagen for landsretten

Byrettens dom blev anket af den ene lodsejer.

For landsretten gjorde lodsejeren gældende, at en række forskellige forhold hver især måtte føre til, at erstatningen skulle forhøjes, herunder at skønsmændene i en supplerende skønserklæring havde vurderet, at fredningen havde medført et større værditab for det omhandlede areal end det tilkendte erstatningsbeløb.

Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der var begået fejl ved det udøvede skøn, eller at skønnet hvilede på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Landsretten slog fast, at der herefter og under hensyn til Taksationskommissionens sagkundskab, skal være et sikkert grundlag for at tilsidesætte skønnet.

Landsretten fandt ikke, at det på baggrund af skønsmændenes vurdering var sandsynliggjort, at der ikke ved den af Taksationskommissionen tilkendte erstatning var ydet fuld erstatning.

Landsretten henviste til, at skønsmændenes vurdering hvilede på forkerte forudsætninger om arealets anvendelse på fredningstidspunktet, og at vurderingen ikke var underbygget med henvisning til konkrete sammenligningshandler.

Landsretten fandt desuden ikke, at de andre forhold, som appellanten havde henvist til, gav grundlag for at fastslå, at appellanten ikke var blevet ydet fuld erstatning.

Da det herefter ikke var sandsynliggjort, at der med Taksationskommissionens afgørelse ikke var ydet appellanten fuld erstatning, stadfæstede landsretten byrettens dom.

Hvad viser dommen?

Dommene illustrerer kravet til lodsejerens bevisførelse, hvis denne skal kunne danne grundlag for, at domstolene tilsidesætter Taksationskommissionens afgørelse om erstatningsspørgsmålet.

Når der ikke er grundlag for at fastslå, at der er væsentlige fejl ved det skøn, som Taksationskommissionen har foretaget i forhold til værditabet, eller at skønnet hviler på et fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, skal der være et sikkert grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn.

Hvorvidt en skønserklæring udgør et sådant sikkert grundlag afhænger af en konkret vurdering af skønserklæringen. Det har bl.a. væsentlig betydning, om erklæringen er underbygget med oplysninger om sammenligningshandler i området.

Dommene er på linje med fast retspraksis på ekspropriationsområdet om udmåling af erstatning og lodsejerens bevisbyrde ved domstolene.

Sagen blev varetaget af advokat Josephine Fie Legarth Aggesen.