Nyheder

Østre Landsret afsagde den 16. marts 2018 dom i en principiel sag om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7 og 8.

Principiel skattedom om ekstraordinær genoptagelse

Af Søren Horsbøl Jensen


I indkomstårene 1999-2013 var sagsøgeren fuld skattepligtig til Danmark, men han oppebar i de pågældende indkomstår hovedparten af sine indtægter i Norge og Sverige.

 

I den omhandlede periode fulgte SKAT en praksis ved beregning af lempelse for skatter betalt i udlandet, der indebar, at personer, der var fuldt skattepligtige til Danmark, og som havde indtægter i udlandet, ikke fik fuld fordel af deres personfradrag. Denne praksis blev, efter at den danske regering den 26. april 2013 havde modtaget en åbningsskrivelse fra Kommissionen, ændret med styresignalet offentliggjort i SKM2013.920.SKAT. Af styresignalet fremgik, at der som følge af den ændrede praksis ville kunne ske genoptagelse af skatteansættelser fra og med indkomståret 2010.

 

Sagsøgeren ville have dom for, at skattemyndigheder var forpligtet til også at genoptage hans skatteansættelser for indkomstårene 1999-2009.

 

Han støttede i første række sit krav på skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, idet han gjorde gældende, at den danske praksis var blevet ”underkendt” med EU-Domstolens dom i sag C-385/00, De Groot. I anden række påberåbte han sig § 27, stk. 1, nr. 8, idet han gjorde gældende, at der forelå ”særlige omstændigheder”.

 

Landsrettens afgørelse

Landsretten fastslog for det første, at en dom afsagt af EU-Domstolen, der vedrører en anden medlemsstats beskatningsordning, alene kan anses for at have ”underkendt” en hidtidig dansk skatteretlig praksis i § 27, stk. 1, nr. 7’s forstand, hvis den beskatningsordning (praksis), der er underkendt ved dommen, er identisk med den danske ordning (praksis). Efter at have sammenlignet den danske praksis med den praksis (beskatningsordning), som havde givet anledning til dommen i sag C-385/00, De Groot, og beskatningsordningerne, der havde givet anledning til de andre påberåbte domme fra EU-Domstolen, kom Landsretten frem til, at betingelsen ikke var opfyldt.

Landsretten fastslog for det andet, at § 27, stk. 1, nr. 8, i princippet kan føre til genoptagelse i et videre omfang, end hvad der følger af nr. 7, selv når sidstnævnte bestemmelse finder anvendelse, hvis det må lægges til grund, at skattemyndighederne har begået fejl ved at have undladt at foretage praksisændringen på et tidligere tidspunkt end sket. Landsretten fandt, at betingelsen ikke var opfyldt, eftersom den påberåbte praksis fra EU-Domstolen ikke havde indebåret en reel underkendelse af den praksis, som havde fundet anvendelse i sagen.

Med henvisning til sagens karakter, herunder at den angik et principielt spørgsmål om fortoldning, bestemte landsretten, at hver part skulle bære egne omkostninger.

Skatteministeriets interesser blev varetaget af Kammeradvokaten ved advokat Christian Vang.