Nyheder

I en retssag om et afslag på landzonetilladelse til udstykning kunne lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen ikke prøves, da lokalplanen var endeligt vedtaget godt 13 år før, retssagen blev anlagt.

Udstykning i landzone

Af Louise Solvang Rasmussen


Kort om sagen

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en grundejer kunne få tilladelse til udstykning af en del af dennes ejendom.

Kommunen havde i 2015 meddelt afslag på en ansøgning om udstykning, hvilket det daværende Natur- og Miljøklagenævn (nu Planklagenævnet) stadfæstede.

Ejendommen, der var beliggende i landzone, var omfattet af en lokalplan fra 2002, hvor der for grundejerens ejendom var fastsat en bestemmelse om, at der ikke kunne ske yderligere udtykning. Der var ikke i kommuneplanen bestemmelser om udstykning.

Retssagen

Nævnets afgørelse blev indbragt for byretten, og grundejeren gjorde bl.a. gældende, at borgere har krav på, at kommunen overholder kommuneplanen, og at lokalplanen ikke er i overensstemmelse hermed. Det var grundejerens synspunkt, at når der ikke i kommuneplanen var en begrænsning i muligheden for udstykning, kunne den omtvistede bestemmelse i lokalplanen ikke have retsvirkning over for grundejeren. Det var således grundejerens synspunkt, at der skulle ses bort fra lokalplanens udstykningsforbud og meddeles landzonetilladelse til det ansøgte.

Nævnet gjorde heroverfor gældende, at grundejeren ikke i henhold til kommuneplanen havde en ret til at kunne udstykke efter ansøgning til kommunen. Spørgsmålet om udstykning var reguleret i lokalplanen, og udstykning ville for denne ejendom både kræve dispensation efter planlovens § 19 og landzonetilladelse efter § 35.

Nævnet gjorde endvidere gældende, at der ikke under retssagen kunne tages stilling til, om lokalplanen fra 2002 var i overensstemmelse med den dagældende kommuneplan, eftersom fristen for at anfægte lokalplanen for længst var overskredet.

Byretsdommen

Retten i Helsingør fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse og derved det meddelte afslag på ansøgning om tilladelse til udstykning. Samtidig fandt byretten anledning til at bemærke, at den omtvistede lokalplanbestemmelse ikke var i strid med kommuneplanen, idet spørgsmålet om udstykning af grundejerens ejendom ikke var reguleret i kommuneplanen.

Østre Landsrets dom

Byrettens dom blev indbragt for landsretten, hvor parterne i det væsentligste gentog deres synspunkter, og grundejeren nedlagde således igen bl.a. påstand om, at udstykningsforbuddet i lokalplanen ikke havde retsvirkning og ikke kunne håndhæves over for grundejeren.

Ved dom af 12. december 2017 afviste landsretten denne påstand, idet landsretten fandt, at påstanden i realiteten indebar en stillingtagen til gyldigheden af lokalplanen fra 2002. Da sagen først var anlagt ved byretten i 2016, var den for sent anlagt i forhold til en prøvelse af lokalplanen fra 2002.

For så vidt angår appellantens påstand om, at der skulle meddeles landzonetilladelse til det ansøgte, bemærkede landsretten, at afgørelsen af, om der skal gives landzonetilladelse, beror på en skønspræget afvejning af hensynet til adressatens interesse i en tilladelse over for de hensyn, som skal varetages ved administrationen af planloven. Landsretten tiltrådte herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets afgørelse.

Hvad viser dommen?

Efter planlovens § 35, må der ikke uden kommunens tilladelse foretages udstykning af ejendomme beliggende i landzone. Kommunens konkrete afgørelse af, om der kan meddeles landzonetilladelse til en ansøgning om udstykning, træffes navnlig på grundlag af de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som følger af planlovens formålsbestemmelse. Ved vurderingen af, om der kan meddeles tilladelse til det ansøgte, indgår desuden overvejelser om, hvilken betydning afgørelsen kan få for andre lignende sager (herunder risikoen for uønsket præcedens).

Dommen er i overensstemmelse med praksis, hvorefter der som udgangspunkt ikke bør gives tilladelse til udstykning af ejendomme i landzone. Udstykning til boligformål skal derimod – så vidt muligt - ske i områder, der gennem planlægningen er udlagt hertil.

Sagen blev varetaget af Louise Solvang Rasmussen.