Nyheder

Nu kan udbudsdanmark som noget nyt beregne frister efter forsyningsvirksomhedsdirektivet samt forsvars- og sikkerhedsdirektivet med Kammeradvokatens gratis digitale værktøj Fristberegneren.

Fristberegneren får flere funktioner


Det kan være ret komplekst og tidskrævende at beregne frister i forbindelse med udbud. Og rammer man ved siden af, kan det få ganske store konsekvenser.

Siden 2016 har det dog været en del nemmere end tidligere. Her lancerede Kammeradvokaten det digitale værktøj Fristberegneren, der gjorde det let og enkelt at beregne en række udbudsfrister med få klik.

Da Fristberegneren kom på markedet, kunne ordregivere og andre interesserede beregne frister baseret på udbudsloven og klagenævnsloven. Nu er Fristberegneren blevet tilføjet nye funktioner, der gør det muligt også at beregnes frister efter forsyningsvirksomhedsdirektivet samt forsvars- og sikkerhedsdirektivet. Med disse to tilføjelser rummer beregneren nu et stort antal af de frister, der opereres med indenfor udbudsverdenen.

Sådan fungerer Fristberegneren

Besøgsstatistikken vidner om, at Fristberegneren er blevet en del af udbudspraktikeres faste arbejdsredskaber. Som bruger kan man med Fristberegneren få hjælp til at fastsætte korrekte frister i udbud; fx tilbudsfrister, ansøgningsfrister, standstill-frister og frister for meddelelse af supplerende oplysninger mv. Værktøjet kan derudover bruges til at fastslå, om der overhovedet gælder minimumsfrister i den konkrete situation. Ved hjælp af en række trin-for-trin-spørgsmål giver Fristberegneren hurtigt svar på, hvilke minimumsfrister mv. der gælder i konkrete udbud.

Beregneren har sammen med tilføjelse af de nye funktioner også fået et designløft.