Nyheder

Det kan være svært at designe en miljøafgift eller sundhedsfremmende afgift på en sådan måde, at den ønskede adfærdsregulering opnås. EU’s statsstøtteregler gør det ikke nemmere, da det kan udgøre statsstøtte i strid med TEUF artikel 107, stk. 1, at fritage visse former for adfærd fra en afgift. En ny afgørelse fra Kommissionen om en irsk sukkerafgift og tre domme fra EU-domstolen om spanske regionale miljøafgifter (”ANGED-dommene”) kaster nyt lys over medlemsstaternes råderum, når afgifterne skal udtænkes

Statsstøtte og adfærdsregulerende afgifter: Nye og mere medlemsstatsvenlige toner fra EU?

Af Rebecca Vikjær-Andresen


Den irske sukkerafgift

I den irske sukkerafgiftssag konkluderer Kommissionen, at en afgift på tilsat sukker i drikkevarer ikke indebærer statsstøtte efter TEUF artikel 107, stk. 1, til producenter af fødevarer med et naturligt indhold af sukker. I lyset af formålet med den irske afgift finder Kommissionen, at fødevarer med et naturligt indhold af sukker (f.eks. juice) statsstøtteretligt ikke er i en faktisk og retlig sammenlignelig situation med fødevarer med tilsat sukker (f.eks. sodavand).

Konklusionen er baseret på, at producenter af drikkevarer med tilsat sukker kan vælge at reducere eller at erstatte det tilsatte sukker, og at fødevarer med et naturligt indhold af sukker generelt har sundhedsfordele, hvilket tilsat sukker ikke har i sig selv. Det er interessant, at Kommissionens konklusioner synes kun delvist at være funderet på videnskabelige beviser, og at Kommissionen nøjes med kort at konstatere, at naturligt forekommende sukker ofte ikke indebærer samme helbredsmæssige udfordringer som tilsat sukker.

Afgørelsen er endvidere interessant, fordi Kommissionen accepterer, at formålet med afgiften (referencesystemet) rummer en flerhed af sundhedsbetragtninger, og at formålet ikke kan forenkles til et formål om at reducere indtaget af tilsat sukker uden undtagelse. Denne flerhed af sundhedsbetragtninger fører til, at undtagelserne fra den irske afgift begrundes på meget forskellig vis, f.eks.:

  • sukker er ikke som sådan sundhedsskadeligt, men faktisk et nødvendigt næringsstof i de rette mængder,
  • fødevarer i fast form mætter mere end drikkevarer,
  • mælkeprodukter bør indgå i en sund og varieret kost,
  • calcium er et vigtigt næringsstof,
  • et højt proteinindhold gør en fødevare mere mættende,
  • alkoholiske drikkevarer er underlagt andre afgifter, som har delvist samme formål,
  • indtaget af øl og vin uden alkohol bør ikke begrænses, da det er en (mere) direkte substitut for alkoholiske drikkevarer.

Kommissionens afgørelse kan læses her.

ANGED-dommene

I ANGED-dommene svarer EU-Domstolen på spørgsmål fra den øverste domstol i Spanien om, hvorvidt fem spanske regioners afgifter på store detailhandelscentres salgsareal indebærer statsstøtte efter TEUF artikel 107, stk. 1.

Formålet med afgifterne er at korrigere og kompensere for de indvirkninger på miljøet og planlægningen af infrastrukturen, der er forbundet med store detailhandelscentre. Afgifterne pålægges på forskellig vis ud fra centrenes salgsareal, og centre under en vis størrelse er afgiftsfritaget.

Domstolen konkluderer måske lidt overraskende, at de mindre centre ikke er i en faktisk og retlig sammenlignelig situation med de store centre. I forhold til afgiftens miljøformål baserer Domstolen sin konklusion på en konstatering af, at større salgsarealer giver større tilstrømning af kunder, hvilket resulterer i øgede miljøskader. Domstolen forholder sig ikke til, at tilstrømningen af kunder til mindre centre velsagtens også indebærer miljøskade – omend mindre skade.

I relation til medlemsstaternes frihedsgrad ved design af adfærdsregulerende afgifter kan det bemærkes, at Domstolen bekræfter Kommissionens udlægning i statsstøttemeddelelsen af, at ”[m]edlemsstater kan frit vælge, hvilken økonomisk politik de anser for at være mest hensigtsmæssig, og i forbindelse hermed fordele skattebyrden som de ønsker på de forskellige produktionsfaktorer. Medlemsstaterne skal dog udøve disse beføjelser i overensstemmelse med EU-retten.” Med ANGED-dommene synes medlemsstaternes frihedsgrad i hvert fald i relation til miljøafgifter at være lidt større end tidligere praksis har vist.