Nyheder

Ingen kompensation for mistet personalegode

Af Niels Banke og Mathilde Thykjær Poulsen


Sagens baggrund

De to sager, der blev sambehandlet, angik, hvorvidt Banedanmark kunne opsige ordningen vedrørende fribefordring, som visse medarbejdere indtil den 31. januar 2016 kunne benytte sig af. Såfremt ordningen kunne opsiges, var spørgsmålet dernæst, om Banedanmark var forpligtet til at betale kompensation til de medarbejdere, der var omfattet af ordningen.

Der havde gennem en meget lang årrække eksisteret en ordning om fribefordring i DSB. Ordningen omfattede alle medarbejdere overført fra DSB, samt medarbejdere ansat direkte i Banedanmark i henhold til en kontrakt indgået mellem DSB og Banedanmark.

Det var frivilligt for medarbejderne, om de ønskede at benytte sig af ordningen.

Ordningen om fribefordring fremgik af Banedanmarks Personaleadministrative Vejledning (PAV), hvortil der var henvist i medarbejdernes ansættelsesbreve.

Banedanmark og DSB afholdt fra efteråret 2014 til foråret 2015 en række forhandlingsmøder vedrørende en fornyelse af aftalen om medarbejdernes adgang til fribefordring, idet den på tidspunktet gældende aftale udløb pr. 31. december 2014.

DSB fremkom i forbindelse med forhandlingerne med et oplæg til en ny prissætning, hvor den samlede pris for fribefordringsordningen ville være på ca. kr. 13,6 mio. for 2016, hvilket ville resultere i en merudgift for Banedanmark på knap kr. 8 mio.

Banedanmark besluttede på baggrund af DSB’s sidste forhandlingsudspil, at det ikke ville være økonomisk muligt fortsat at tilbyde fribefordring til medarbejderne, og valgte derfor at bringe ordningen til ophør med et varsel på otte måneder.

Som følge heraf anlagde Dansk Jernbaneforbund og HK/Danmark sag mod Banedanmark.

Parternes synspunkter

Dansk Jernbaneforbund gjorde under sagen gældende, at Banedanmark ikke havde kompetence til at opsige fribefordringsordningen, idet ordningen dels var en del af medarbejdernes ansættelsesforhold, dels beroede på en tidligere beslutning fra Transportministeriet.

Endvidere gjorde Dansk Jernbaneforbund gældende, at fribefordringsordningen udgjorde en del af den gældende tjenestemandsløn, som ikke ensidigt kunne reduceres, ligesom en de facto-opsigelse af ordningen under alle omstændigheder var en overgang til anden passende stilling, der efter tjenestemandslovens § 55 skulle ske med opretholdelse af den hidtidige løn.

For det tilfælde Højesteret måtte nå frem til, at Banedanmark kunne opsige ordningen, gjorde Dansk Jernbaneforbund gældende, at medarbejderne skulle kompenseres økonomisk.

HK/Danmark gjorde under sagen gældende, at retten til fribefordring var et løngode, som var omfattet af bestemmelsen i tjenestemandslovens § 55. Bortfaldet af ordningen var en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, hvorfor tjenestemændene i medfør af tjenestemandslovens § 55 var berettiget til at bibeholde ordningen eller blive økonomisk kompenseret herfor.                                                                        

For så vidt angik de overenskomstansatte medarbejdere gjorde HK/Danmark gældende, at de overenskomstansatte medarbejdere havde krav på kompensation for bortvarslingen af retten til fribefordring, idet ordningen udgjorde en væsentlig og integreret del af ansættelsesforholdet, som ikke rimeligt kunne bortvarsles uden kompensation.

Banedanmark gjorde heroverfor gældende, at fribefordringsordningen var udtryk for et personalegode, der frit kunne opsiges med et passende varsel.

Banedanmark bestred således, at fribefordringsordningen havde haft karakter af – eller havde været behandlet som – et løngode hverken for gruppen af overenskomstansatte eller gruppen af tjenestemænd, ligesom ordningen heller ikke havde været etableret på et kollektivt niveau. 

Højesterets resultat

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at fribefordringsordningen kunne afskaffes med et passende varsel.

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at fribefordringsordningen stedse havde haft sit grundlag i ansættelsesmyndighedens ensidige beslutning, og at ordningen ikke havde været kædet sammen med medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår efter tjenestemandsloven, overenskomst-grundlaget eller de individuelle ansættelsesvilkår.

Højesteret stadfæstede dermed Østre Landsrets afgørelse.

Hvad viser dommen?

Dommen illustrerer, at ordninger som denne om fribefordring kan blive anset for at være et personalegode, og altså ikke en del af medarbejdernes løn. Når der er tale om et personalegode, kan ansættelsesmyndigheden frit bringe ordningen til ophør med et passende varsel.

Læs Højesterets dom her.

Banedanmarks interesser i sagen blev varetaget af advokat Niels Banke.