Nyheder

Vestre Landsret har den 19. september 2018 afslået en begæring om præjudiciel forelæggelse i retssagen om vandplanerne. Kendelsen er begrundet med, at der ikke er tvivl om fortolkningen af vandrammedirektivets bestemmelser om miljømål og om økonomisk analyse. Landsretten har dermed givet Miljø- og Fødevareministeriet medhold i ministeriets fortolkning af reglerne i vandrammedirektivet.

Vandplanerne skal ikke til EU-Domstolen

Af Britta Moll Bown


Om retssagen

Bæredygtigt Landbrug har på vegne af sine medlemmer sagsøgt Miljø- og Fødevareministeriet i anledning af vandplanerne 2009-2015 og vandområdeplanerne 2015-2021.

Et hovedsynspunkt i sagerne har været, at for mange vandløb er udpeget med miljømålet økologisk god tilstand, og at det ikke har været tilstrækkeligt undersøgt, hvad de økonomiske konsekvenser for landmændene er af, at vandløbenes tilstand skal forbedres.

Begæringen om præjudiciel forelæggelse

Bæredygtigt Landbrug støttet af Landbrug & Fødevarer begærede i den forbindelse præjudiciel forelæggelse af fortolkningen af vandrammedirektivet. Organisationerne ønskede en fortolkning af vandrammedirektivets artikel 4 om miljømål og om artikel 5 om økonomisk analyse.

Landsrettens kendelse af 19. september 2018

Landsretten afslog præjudiciel forelæggelse med følgende begrundelse:

”De spørgsmål, sagsøgerne ønsker stillet til EU-Domstolen, drejer sig alle om, hvorvidt Danmark i forbindelse med implementeringen af vandrammedirektivet har handlet i strid med vandrammedirektivet. Det er sagsøgernes og biintervenienternes opfattelse, at det følger af vandrammedirektivet, at der skal tilvejebringes konkrete detaljerede oplysninger om de økonomiske konsekvenser af de klassificeringer af vandområder til bestemte miljømål, som påtænkes gennemført for de berørte landmænd, inden klassificeringen gennemføres, således at de berørte parter får mulighed for at deltage i høringsprocessen på en meningsfuld måde.

Det er landsrettens vurdering, at vandrammedirektivet ikke indeholder en pligt for medlemsstaterne til at foretage en analyse af de økonomiske konsekvenser for for eksempel landbruget af at klassificere et vandområde til et bestemt miljømål, medmindre medlemsstaterne vil klassificere vandområdet som kunstigt eller stærkt modificeret, jf. herved artikel 4, stk. 3, eller vil tilstræbe mindre strenge miljøkrav end krævet efter artikel 4, stk. 1, jf. artikel 4, stk. 5.

Kravet i artikel 5, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at der for hvert vandområdedistrikt foretages blandt andet en økonomisk analyse af vandanvendelsen i overensstemmelse med de tekniske specifikationer i direktivets bilag I og II, indebærer, at den økonomiske analyse skal indeholde et skøn over omkostningseffektiviteten for foranstaltningen henholdsvis indsatsen. Artikel 5, stk. 1, kan derimod ikke forstås således, at den tekniske analyse tillige skal omfatte betydningen af en fuld målopfyldelse vedrørende hvert enkelt vandområde for landbrugets mulighed for fortsat dræning henholdsvis anvendelse af gødning.

Da sagsøgernes påstande i sagen bygger på den opfattelse, at Danmark i forbindelse med implementeringen af vandrammedirektivet har klassificeret alt for få vandområder som kunstige eller modificerede, er der herefter ikke behov for at foretage præjudiciel forelæggelse af de spørgsmål, sagsøgerne ønsker at stille.

Det bemærkes i øvrigt vedrørende spørgsmål 1, at de sagsøgte under den mundtlige forhandling af spørgsmålet om præjudiciel forelæggelse har erklæret sig enig i, at landbrugsmæssig dræning er vandanvendelse i vandrammedirektivets forstand, hvorfor der allerede af den grund ikke er behov for at stille spørgsmål 1 til EU-Domstolen.”

Kendelsen afviste også en række påstande, som ikke havde konkret og væsentlig betydning for sagsøgerne. Sagsøgernes påstande om vandløbsindsatserne, herunder kvælstofnormerne, skal fortsat prøves under sagen.

Det vides endnu ikke, om landsrettens kendelse bliver indbragt for Højesteret.

Sagen blev varetaget af Britta Moll Bown og Stig Grønbæk Jensen.