Nyheder

Østre Landsret har ved dom af 3. december 2018 pålagt en offentlig arbejdsgiver at anerkende, at et udsagn om en medarbejders pligtforsømmelse var ubeføjet, og at det var i strid med persondataloven, at medarbejderen ikke blev orienteret om behandlingen af udsagnet. Endvidere blev arbejdsgiveren dømt til at betale medarbejderen godtgørelse for tort og for tilsidesættelse af 48-timersreglen. Arbejdsgiveren blev omvendt frifundet for at have udtalt sig om pligtforsømmelsen til sit ressortministerium.

Godtgørelse for udsagn på personalesag

Af Casper Lauritzen og Amalie Rosenbaum Petersen


Østre Landsret har ved dom af 3. december 2018 pålagt en offentlig arbejdsgiver at anerkende, at et udsagn om en medarbejders pligtforsømmelse var ubeføjet, og at det var i strid med persondataloven, at medarbejderen ikke blev orienteret om behandlingen af udsagnet.

Endvidere blev arbejdsgiveren dømt til at betale medarbejderen godtgørelse for tort og for tilsidesættelse af 48-timersreglen.

Arbejdsgiveren blev omvendt frifundet for at have udtalt sig om pligtforsømmelsen til sit ressortministerium.

Sagens baggrund

Sagen handlede om en medarbejder hos en offentlig arbejdsgiver, der efter ansættelsens ophør anmodede om aktindsigt i sin personalesag. I forbindelse med aktindsigten konstaterede medarbejderen, at arbejdsgiveren havde lagt et notat på personalesagen, hvor der stod, at der i en konkret sag var sket pligtforsømmelse fra  medarbejderens side.

Medarbejderen konstaterede også, at oplysningen om pligtforsømmelsen var videregivet til det relevante ressortministerium i anonymiseret form.

Medarbejderen udtog herefter stævning mod arbejdsgiveren blandt andet med påstand om, at arbejdsgiveren skulle anerkende, at udsagnet på personalesagen og videregivelsen til ministeriet var ubeføjet, og at det var i strid med den dagældende persondatalov, at medarbejderen ikke var blevet orienteret om arbejdsgiverens behandling af oplysningen om pligtforsømmelse. Medarbejderen krævede også godtgørelse for tort.

Endvidere krævede medarbejderen godtgørelse for tilsidesættelse af 48-timersreglen, idet medarbejderen i to 4-måneders-perioder havde registreret en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på over 48 timer.

Medarbejderen var omfattet af en overenskomst, der implementerede reglen i EU’s arbejdstidsdirektiv om, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke må overstige 48 timer opgjort over en 4-måneders-periode. Efter overenskomsten gjaldt 48-timersreglen imidlertid ikke for medarbejdere, der selv havde væsentlig indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse.

I byretten blev arbejdsgiveren tilpligtet at anerkende, at udsagnet på personalesagen og videregivelsen til ministeriet var ubeføjet. Arbejdsgiveren blev derimod frifundet for kravet om tortgodtgørelse og påstanden om overtrædelse af 48-timersreglen. Medarbejderen ankede herefter dommen til Østre Landsret.

Landsrettens resultat

Udsagn om pligtforsømmelse

Landsretten udtalte, at udsagnet om pligtforsømmelse på medarbejderens personalesag var egnet til at nedsætte medarbejderens omdømme. Da det ikke fandtes bevist, at  medarbejderen faktisk havde udvist pligtforsømmelse, fastslog landsretten, at udsagnet var ubeføjet.

Derudover fandt landsretten, at arbejdsgiveren havde overtrådt reglerne om orienteringspligt i (den dagældende) persondatalovens § 29, da medarbejderen ikke havde fået meddelelse om, at notatet blev lagt på personalesagen. 

Ud fra disse samlede omstændigheder blev arbejdsgiveren pålagt at betale en tortgodtgørelse på 2.500 kr.

Derimod kom landsretten frem til, at medarbejderen ikke havde nogen retlig interesse i at få pådømt, om udtalelsen om pligtforsømmelse til ministeriet var ubeføjet, idet hverken ministeriet eller andre herved var blevet sat i stand til at identificere medarbejderen.

Overtrædelse af arbejdstidsreglerne

Landsretten lagde til grund, at medarbejderens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i to 4-måneders-perioder havde oversteget 48 timer.

Landsretten fandt imidlertid ikke, at medarbejderen var omfattet af undtagelsesbestemmelsen vedrørende medarbejdere med væsentlig indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at medarbejderen var ansat på almindelige fuldmægtige vilkår med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og med krav om tilstedeværelse i en på forhånd fastsat fikstid. Derfor havde medarbejderen som udgangspunkt krav på godtgørelse.

Kravet for én af de to 4-måneders-perioder var dog forældet, og derfor var medarbejderen alene berettiget til godtgørelse for den anden periode.

Med henvisning til Højesterets dom af 14. november 2017 (U2018.763H) fastsatte landsretten godtgørelsen til 25.000 kr. for overtrædelse af 48-timersreglen. Godtgørelsens størrelse blev fastlagt under hensyn til, at medarbejderen frivilligt havde påtaget sig merarbejdet og var blevet honoreret herfor, samt at der alene tilkendtes godtgørelse for overskridelse af 48-timersreglen i én 4-måneders-periode.

Hvad viser dommen?

Dommen fra Østre Landsret viser, at man som arbejdsgiver skal kunne føre bevis for udsagn om medarbejdere, der efter deres karakter er egnet til at nedsætte medarbejdernes omdømme.

Derudover minder dommen om, at arbejdsgivere skal være opmærksomme på den persondataretlige orienteringsforpligtelse, når der tilføjes notater mv. til en medarbejderes personalesag. Dette gælder også efter de nugældende persondataregler. 

Endelig viser dommen, at der skal meget til for at fravige godtgørelsesudgangspunktet ved overtrædelse af arbejdstidsreglerne som fastsat i U2018.763H på 25.000 kr.

Dommen illustrerer således, at det ikke er tilstrækkeligt til at nedsætte godtgørelsen, at medarbejderen frivilligt har påtaget sig merarbejde, eller at merarbejdet alene har stået på i en kortere periode.