Nyheder

Østre Landsret fastslår i ny dom, at midlertidig omvejskørsel som følge af anlægsarbejder ikke udgjorde en overskridelse af den naboretlige tålegrænse.

Ny landsretsdom om den naboretlige tålegrænse og erstatning for midlertidig omvejskørsel

Af Louise Solvang Rasmussen


Sagens baggrund

Sagen udspringer af Banedanmarks nedrivning af en jernbanebro på Lolland. Broarbejdet var gennemført i forbindelse med Ringsted-Femernjernbanens etablering og omfattede (i denne del af projektet) nedrivning og genopbygning af i alt 18 jernbanebroer.

Den omhandlede jernbanebro fører en kommunevej over jernbanen og benyttes i det daglige af bl.a. den virksomhed, som rejste et erstatningskrav mod Banedanmark.

Broen blev revet ned i foråret 2014 og de fysiske anlægsarbejder med genopbygning på brostedet blev igangsat i begyndelsen af 2015. Virksomheden måtte i brolukningsperioden (ca. 11 måneder) anvende andre veje mellem virksomhedens arealer, som er beliggende på begge sider af jernbanen. I den forbindelse rettede virksomheden krav mod Banedanmark for de merudgifter, den midlertidige omvej havde medført.

Den administrative behandling af sagen

Spørgsmålet om erstatning for midlertidig omvej blev behandlet af Ekspropriationskommissionen og herefter af Taksationskommissionen. Begge instanser fandt, at den midlertidige omvejskørsel lå inden for det, man som grundejer må tåle som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet (den naboretlige tålegrænse). Der blev derfor under den administrative behandling af sagen ikke tilkendt erstatning for midlertidig omvejskørsel.

Domstolenes behandling af sagen

Den berørte virksomhed indbragte sagen for domstolene, og gjorde gældende, at erstatningskravet for midlertidig omvejskørsel baserede sig på enten grundlovens § 73 (ekspropriationserstatning), princippet i vejlovens § 48 (synspunkt om, at der ikke var fornøden vejadgang i den periode, hvor broen var lukket) eller erstatning på naboretligt grundlag.

Byretten frifandt Banedanmark, og udtalte bl.a., at midlertidig lukning af kommunevejen, som virksomheden ikke har en særlig beskyttet ret til at anvende, ikke udgør et ekspropriativt indgreb. 

Byretten fandt endvidere, at virksomheden i hele brolukningsperioden havde haft fornøden vejadgang, og at der heller ikke var grundlag for erstatning på naboretligt grundlag.

Dommen blev anket til landsretten, hvor virksomheden alene påberåbte sig den naboretlige tålegrænse til støtte for erstatningskravet.

Af landsrettens begrundelse og resultat fremgår bl.a. følgende:

”Landsretten finder, at [virksomheden] ikke har kunnet forvente eller var stillet i udsigt, at anvendelse af jernbanebroen […] kunne inddrages i driften af virksomheden, uden at der i perioden fra 1958 og fremefter ville ske indgreb i den kommunale vej og jernbaneanlægget, herunder ved en midlertidig lukning af jernbanebroen […].

[…] Landsretten finder, at [virksomheden] ikke har godtgjort, at den tidsmæssige udstrækning af lukningen af jernbanebroen oversteg, hvad der kunne anses for rimeligt inden for projektets overordnede planlægningsmæssige rammer. Oplysningerne om den arbejdstilrettelæggelse, der har været foretaget i forbindelse med anlægsarbejderne vedrørende broen på […]vej, herunder den omstændighed at arbejdet har ligget stille i en lang periode inden for den afsatte tidsmæssige ramme for projektet, kan i lyset af det oplyste om hensynet til afviklingen af det samlede projekt og andre projekter, således som det er forklaret af vidnet [Banedanmarks projektdirektør] og fremgår af planlægningsmaterialet, herunder udbudstidsplanen, ikke føre til en anden vurdering af sagen.”

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

Hvad viser dommen?

Dommen er interessant, fordi der ikke er meget retspraksis om, hvornår midlertidige gener udgør en overskridelse af den naboretlige tålegrænse. Problemstillingen blev behandlet ved domstolene i forbindelse med etableringen af den første Metro i København, og senest har Østre Landsret i 2017 afsagt en dom (MAD 2017, side 241), hvor Banedanmark også blev frifundet for et krav rejst af en forretningsdrivende om erstatning for midlertidige gener i forbindelse med etableringen af en metrotrappe i København (ved Nørreport Station). Med den nye dom fastslår landsretten, at man også uden for centrum af København må tåle at blive påført visse ulemper (og meromkostninger) i en periode. 

Dommen bekræfter endvidere retspraksis for prøvelse af afgørelser, der er afsagt af de takserende myndigheder. Der skal således påvises et sikkert grundlag, før domstolene tilsidesætter kommissionernes afgørelser, herunder også kommissionernes vurdering af den naboretlige tålegrænse i en konkret sag.

Banedanmarks interesser blev for by- og landsret varetaget af advokat Louise Solvang Rasmussen.