Nyheder

Fra 2021 bliver firmaet samlet på ny adresse i København.

Kammeradvokaten flytter til nyt domicil i København


Kammeradvokaten har siden 2006 haft til huse i Shellhuset ved Vesterport i København. Dengang havde firmaet omkring 200 medarbejdere. I dag er ca. 600 ansatte fordelt på fire forskellige adresser i København hver dag med til at sikre, at firmaet leverer den juridiske bistand, som kunderne efterspørger. Fra 2021 bliver firmaet samlet på ny adresse i København.

Det er efterhånden længe siden, at Kammeradvokaten voksede ud af Shellhusets rammer og måtte fordele medarbejderne på flere forskellige lokationer i nærområdet. I dag er fire lokationer således i brug i hovedstaden, hvortil kommer den aarhusianske adresse. Derfor har firmaet måtte se sig om efter nye rammer, der kan samle firmaets københavnske medarbejdere. Nu er kontrakten med en ny udlejer skrevet under, og det ligger fast, at firmaet flytter til Kalvebod Brygge 32 primo 2021.

”Vi er glade for at have fået mulighed for at samle alle under ét tag, da det ikke er effektivt at sidde fire steder i byen, som vi gør det i dag. Lokationen i den gamle godsterminal ved Kalvebod Brygge er perfekt for os, da vi stadig er bynære og tæt på vores mange kunder her”, siger managing partner Tomas Ilsøe Andersen.

Fremtidens arbejdsplads

Firmaet vil som noget nyt blive indrettet i et semi-åbent kontormiljø, hvilket endnu ikke ses mange steder i advokatbranchen, men som man har store forventninger til.

”Vi ønsker at skabe en fremtidsorienteret arbejdsplads i moderne og innovativ stil, og vi tror på, at det åbne kontor kan understøtte vores arbejdsgange, videndeling og effektivitet bedst muligt. Vi vil gerne det nye og det anderledes, og den nye bygning giver os, udover flere kvadratmeter, mulighed for at matche firmaets fysiske look med det moderne og digitale firma, vi i dag er,” forklarer Tomas Ilsøe Andersen.

Han har allerede selv haft lejlighed til at se det nye domicil med egne øjne. For selvom der er tale om en bygning, der nu står over for en større renovering, har han under planlægningen besøgt den færdige bygning ved hjælp af virtual reality.

“Hvis vi udelukkende havde siddet med moodboards og 2D-tegninger, var det åbne kontor måske aldrig blevet en realitet,” erkender Tomas Ilsøe Andersen, “men fordi vi fik præsenteret vores kommende kontor i VR og akustik-simulering, kunne vi pludselig se for os, at det bliver virkelig godt, og at det rykker os ind i fremtiden.”