En konkursbehandling er ofte en intens og meget omfattende proces. Hidtil har det kunnet være en udfordring for kreditorer at følge med i status på konkursbehandling, præcis når de havde brug for det.
I september 2016 kom Finansrådet (nu Finans Danmark) i samarbejde med Danske Insolvensadvokater med en række anbefalinger til, hvordan samarbejdet mellem kurator og kreditorer i konkursboer kan forbedres. En af anbefalingerne lød, at al kommunikation mellem kurator og kreditorer bør digitaliseres.
Netop dette behov imødekommer vi med det digitale værktøj Konkursportalen.dk. Her kan kreditorer følge konkursbehandlingen løbende i real time gennem hele konkursprocessen.
”Vi har som et strategisk mål at understøtte og forbedre juridiske processer ved at udvikle nye digitale værktøjer. Derfor var det helt oplagt for os at udnytte ny teknologi til at skabe øget transparens i konkursbehandlingen,” forklarer konkursspecialist og partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten Boris Frederiksen om baggrunden for udviklingen af Konkursportalen.dk.