Beskyttelse af yngle- og rasteområde for markfirben

Retten i Roskilde fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens påbud om retablering af yngle- og rasteområde for markfirben.

Retten i Roskilde fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens påbud om retablering af yngle- og rasteområde for markfirben.

Sagens baggrund

Det var ubestridt i sagen, at sagsøger i 2022 ryddede et areal på ca. 9 ha på sin ejendom for overfladejord og vegetation med henblik på at kunne indvinde råstoffer på en del af arealet. 

Miljøstyrelsen modtog i oktober 2022 en henvendelse fra Region Midtjylland om rydningen af arealet, da arealet på grund af dets beliggenhed, terrænforhold og strukturer måtte anses for egnet som yngle- og rasteområde for markfirben, og da der tidligere var registreret fund af markfirben på og i nærheden af arealet. 

Miljøstyrelsen (nu Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø) anmodede herefter Naturstyrelsen om at foretage en besigtigelse af det (nu) ryddede areal, ligesom styrelsen anmodede den stedlige kommune om en udtalelse vedrørende områdets egnethed som yngle- og rasteområde for markfirben. 

Naturstyrelsen anførte, at det ikke kunne bekræftes, hvorvidt området før rydningen var et yngle- og rasteområde for bilag IV-arter, men at der var blevet registeret fund af markfirben i umiddelbar nærhed af det ryddede areal, og at et bevaret område lige nord for det ryddede areal umiddelbart udgjorde et fint levested for markfirben. 

Den stedlige kommune anførte i sin udtalelse, at det område, hvor det ryddede areal var beliggende, generelt må betragtes som et egnet yngle- og rasteområde for markfirben, men at kommunen ikke kunne vurdere det ryddede areal specifikt, da vegetationen var blevet fjernet. 

Den seneste overvågning fra NOVANA viste, at markfirben var udbredt i det generelle område omkring det ryddede areal. Det fremgik desuden af en miljørapport for udlæg af et nyt graveområde umiddelbart vest for det ryddede areal, at der forelå registreringer af markfirben lige uden for det planlagte graveområde, og at området blev anset som et attraktivt yngle- og rasteområde for markfirben. Herudover viste luftfotos fra før rydningen, at der på arealet var områder med bar sandet jord med omkringliggende krat/buskadser. 

Miljøstyrelsen vurderede på baggrund af sagens samlede oplysninger, at arealet forud for rydningen var et yngle- og rasteområde for markfirben. Styrelsens meddelte derfor i medfør af naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2, påbud om lovliggørelse af den gennemførte rydning. 

Påbuddet var begrundet i, at det efter naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2, er forbudt at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for beskyttede arter, herunder markfirben. Bestemmelsen implementerer habitatdirektivets artikel 12 om beskyttede arter (bilag IV-arter). 

Påbuddet indeholdt vilkår om, at det opgravede materiale skulle tilbagelægges på arealet, som herefter skulle ligge til naturlig tilgroning med græs, urter mv. 

Retssagen

Retssagen drejede sig om gyldigheden af Miljøstyrelsens påbud om lovliggørelse. 

Retten fandt efter bevisførelsen, at det var tilstrækkelig godtgjort, at arealet var et yngle- eller rasteområde for markfirben, før arealet blev ryddet. Rydningen var derfor sket i strid med naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2

Retten fandt, at styrelsen havde hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, til at kræve forholdet lovliggjort på de anførte vilkår. 

Retten frifandt på baggrund heraf styrelsen.  

Dette er den første dom, som er afsagt om naturbeskyttelseslovens § 29 a. 

Sagen blev varetaget af Britta Moll Bown. Læs mere om vores rådgivning inden for Miljø og planlægning.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.