Dagældende momslovs § 45, stk. 4 (nugældende lovs § 37, stk. 7) – opgørelsen af godtgørelse af (dansk) moms for et dansk forsikringsselskab med fast forretningssted i Norge.
Sagens problemstilling
Sagen angik, om et forsikringsselskab, hvis virksomhed er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, og derfor ikke har fradragsret for moms af sine indkøb i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for årene 2007-2011 havde krav på (yderligere) godtgørelse af et momsbeløb på ca. 57 mio. i medfør af den dagældende momslovs § 45, stk. 4.
Dette beroede på, om omsætningen fra forsikringsselskabets faste forretningssted i Norge ved salg af forsikringer til norske kunder kunne medregnes ved opgørelsen af godtgørelsen.
Østre Landsrets dom
På baggrund af en gennemgang af EU-Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af momssystemdirektivets artikel 169, litra c, som er gennemført ved momslovens § 45, stk. 4, navnlig dommen i sag C-388/11, Crédit Lyonnais, gav Østre Landsret Skatteministeriet medhold i, at Codan ikke kunne medregne omsætningen fra det faste forretningssted.
Landsretten udtalte, at Domstolens dom i sag C-812/19, Danske Bank A/S, Danmark, Sverige Filial, mod Skatteverket, ikke kunne medføre et andet resultat. Forsikringsselskabet fik endvidere ikke medhold i et synspunkt om, at det faste forretningssted skulle anses for formidler af forsikringer for forsikringsselskabet efter momslovens § 4, stk. 4, og at selskabet på dette grundlag havde krav på at medregne omsætningen fra det faste forretningssted.
Vedrørende et subsidiært spørgsmål i sagen gav landsretten ministeriet medhold i, at forsikringsselskabet ikke havde dokumenteret at have allokeret omkostninger til (gen-)forsikring til det faste forretningssted, hvilket kunne have medført, at selskabet havde ret til en vis – mindre - momsgodtgørelse.