ER DU BEKENDT MED ÆNDRINGERNE AF DE NUVÆRENDE TED-SKABELONER/STANDARDFORMULARER?

Der er indført ændringer i måden, hvorpå ordregiver udfylder og offentliggør udbudsbekendtgørelser, herunder bl.a. i forhold til rammeaftalens maksimale værdi m.m. Dette er sket med Kommissionens gennemførelsesforordning 2022/2303 af 24. november 2022 om ændring af standardformularer til brug ved offentliggørelse af bekendtgørelser i forbindelse med offentlige udbud.

Der er indført ændringer i måden, hvorpå ordregiver udfylder og offentliggør udbudsbekendtgørelser, herunder bl.a. i forhold til rammeaftalens maksimale værdi m.m. Dette er sket med Kommissionens gennemførelsesforordning 2022/2303 af 24. november 2022 om ændring af standardformularer til brug ved offentliggørelse af bekendtgørelser i forbindelse med offentlige udbud.

  • På EU-niveau har man i en længere årrække haft et ønske om at digitalisere de bekendtgørelsesformularer, vi kender i dag. På den baggrund vedtog Kommissionen gennemførelsesforordningen, som medfører en række ændringer til de i alt 40 bekendtgørelser. Der er både tale om ændringer af allerede eksisterende felter og indførelsen af nye felter.
  • I forlængelse heraf har EU igangsat en ændring i måden, hvorpå ordregivere udfylder og offentliggør disse bekendtgørelser. Der er således introduceret et nyt system (”eForms"), som det siden den 14. november 2022 har været muligt at benytte. Planen er, at eForms skal erstatte det nuværende system fra den 25. oktober 2023, hvorefter de skabeloner/formularer, vi kender i dag, ikke længere vil kunne anvendes.
  • Overordnet set går ændringerne ud på, at man ikke længere skal udfylde afsnit/felter, men i stedet skal besvare en række spørgsmål, hvorefter systemet genererer et dokument. Dette foregår på samme måde, som nogle brugere vil kende fra Poul Schmith/Kammeradvokatens Docufy-system, der anvendes til at generere diverse udbudsdokumenter.
  • De mest relevante nye felter fra gennemførelsesforordningen grupperer sig om følgende emner: Rammeaftalens maksimale værdi, EU-støtte, grønne udbud og direktivet om renere køretøjer. De to sidstnævnte er politisk relaterede tilpasninger til bekendtgørelserne.
  • For så vidt angår rammeaftalers højeste værdi, består ændringen i tilføjelsen af et nyt felt, hvor den højeste værdi af rammeaftalen (eller for hver delkontrakt) nu kan angives. Værdien omfatter alle de kontrakter, der skal tildeles inden for rammeaftalen. Ikke alle bekendtgørelser vil indeholde dette nye felt, men feltet er bl.a. relevant for forhåndsmeddelelser, udbudsbekendtgørelser og ordretildelingsbekendtgørelser, hvor det står ordregiver valgfrit for, om de ønsker at udfylde feltet.
  • For så vidt angår EU-støtte, er der ligeledes kommet en række nye tilføjelser. Disse består for det første i et kodefelt med oplysninger om programmet for den EU-støtte, der anvendes til som minimum delvist at finansiere kontrakten, som indeholder værdier fra en foruddefineret liste. For det andet består ændringerne i tilføjelsen af et felt, hvor identifikatoren for det EU-program, der anvendes til (som minimum delvist) at finansiere kontrakten, skal angives. Oplysningerne skal være så konkrete som muligt og muliggøre entydig identifikation (f.eks. tilskudsaftalenummer, national identifikator, projektforkortelse, kontraktnummer). For det tredje består ændringerne i tilføjelsen af et fritekstfelt, hvor der kan skrives yderligere oplysninger om EU-programmer, der anvendes til finansiering. De nye tilføjelser er kun relevante for en række bekendtgørelser, herunder udbudsbekendtgørelser, bekendtgørelser om projektkonkurrencer samt visse forhåndsmeddelelser, og for disse er det valgfrit for ordregiver, om de ønsker at udfylde feltet.
  • Som led i et større politisk fokus på grønne udbud indeholder det nye system et kodefelt, hvor ordregiver skal vælge en værdi fra en foruddefineret liste med henblik på at angive, om udbudsproceduren omfatter brugen af fastlagte kriterier for grønne udbud (udvælgelseskriterier og klausuler om kontraktens gennemførelser) på nationalt, EU- eller andet plan, hvis relevant. Feltet er kun relevant for en række bekendtgørelser, herunder udbudsbekendtgørelser, bekendtgørelser om projektkonkurrencer samt visse forhåndsmeddelelser, og for disse er det valgfrit for ordregiver, om de ønsker at udfylde feltet.
  • Det er endvidere en nyskabelse, at ordregiver via indikatoren ”Ja/Nej” skal angive, om udbuddet er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/33/EF (direktivet om renere køretøjer). Herudover er der blevet tilføjet et kodefelt, som via en værdi fra en foruddefineret liste skal angive retsgrundlaget for direktivet om renere køretøjer med henblik på at fastlægge, hvilken type kontrakt der indgås (indkøb, leasing, leje eller afbetalingskøb, kontrakt om offentlige tjenesteydelser eller kontrakt om tjenesteydelse i henhold til tabel 1 i direktivet om renere køretøjer).
  • Det nye system eForms er en del af en større ændring af TED, hvor TED’s nye system ”TED 2.0” erstatter det nuværende system, hvori der bl.a. udarbejdes forskellige applikationer såsom eNotice2. eForms forefindes på nuværende tidspunkt kun i en testversion, og TED henviser derfor til, at ordregivere fortsat benytter det gamle system, da det nye system indeholder en række it-fejl.
  • Ordregivere skal dog være opmærksom på, at i overgangsperioden (fra den 14. november 2022 frem til og med den 24. oktober 2023) kan begge skabelonsystemer anvendes til at offentliggøre bekendtgørelser, men fra den 25. oktober 2023 vil det kun være de nye skabelonsystemer, der kan anvendes.
  • Ændringerne til bekendtgørelserne vil ligeledes blive indlæst i Digitale Udbud, således at ordregivere, der benytter Poul Schmith/Kammeradvokatens digitale udbudssystem, vil kunne se ændringerne via Digitale Udbud.

Hold Dig Opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din Indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbrev din nøgle til det hele fra et full-service advokatfirma. Tilmeld dig her.