Sag C-313/24 opstod, da det italienske kulturministerium i november 2022 tildelte en tiårig kontrakt om drift af café og restauration ved Uffizi-museerne til Scudieri International Srl til en værdi af 8,9 mio. EUR. Opera Laboratori Fiorentini SpA, der blev forbigået i udbuddet, klagede over tildelingen. Deres argument var, at to ud af tre bestyrelsesmedlemmer i Scudieri International var russiske statsborgere, og at den ene af disse desuden var bestyrelsesformand, administrerende direktør og enedirektør i moderselskabet, der ejer 90% af Scudieri International. Den italienske domstol spurgte derfor EU-Domstolen, om denne ledelses- og ejerskabsstruktur betød, at kontrakten var omfattet af forbuddet i artikel 5k, stk. 1, litra c), i forordning nr. 833/2014.
Forbud mod tildeling og videreførelse af kontrakter
Artikel 5k, stk. 1, i forordning nr. 833/2014 er en del af EU’s sanktioner mod Rusland forbyder ordregivere at tildele og fortsætte gennemførelse af offentlige kontrakter over EU’s tærskelværdier med tre kategorier af aktører. Formålet er at forhindre, at offentlige midler fra EU den russiske økonomi og dermed kan anvendes til at finansiere Ruslands militære aggression mod Ukraine. Forbuddet gælder for:
- russiske statsborgere, fysiske personer bosiddende i Rusland, eller juridiske personer, enheder eller organer etableret i Rusland (litra a)
- juridiske personer, enheder eller organer, hvor en russisk enhed som nævnt i litra a) direkte eller indirekte ejer over 50% (litra b)
- fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der handler på vegne af eller efter anvisning fra en enhed som omhandlet i litra a) eller b), herunder, hvis de tegner sig for mere end 10% af kontraktværdien, underentreprenører, leverandører eller enheder, hvis formåen er udnyttet (litra c)
Forordningens artikel 5k, stk. 2 og 3, giver kun mulighed for dispensation i helt særlige tilfælde.
Ordregivere selv har ansvaret for at sikre, at kontrakter ikke indgås eller fortsætter i strid med sanktionerne.
EU-Domstolens afgørelse: Krav om konkret vurdering af de facto-kontrol
Det centrale spørgsmål var, om russiske statsborgere i selskabets ledelse automatisk medfører, at virksomheden er omfattet af forbuddet i artikel 5k, stk. 1, litra c).
Generaladvokaten anførte i sit forslag til afgørelse, at bestemmelsen skal fortolkes bredt for at forhindre omgåelse, men at russisk statsborgerskab i ledelsen ikke i sig selv er nok. Der skal foretages en konkret vurdering af, om virksomheden reelt handler 'på vegne af eller efter anvisning fra' russiske enheder gennem de facto-kontrol. Generaladvokaten understregede, at vurderingen skal omfatte alle relevante forhold – både juridiske og faktiske – herunder ejerskabsstruktur, personlige og forretningsmæssige bånd, samt hvordan indflydelse og beslutningskompetence faktisk er fordelt.
EU-Domstolen fulgte denne tilgang og fastslog, at artikel 5k, stk. 1, litra c), ikke automatisk finder anvendelse bare fordi direktørerne har russisk statsborgerskab. Bestemmelsen gælder derimod, hvis det kan fastslås, at direktørerne faktisk har en reel kontrolbeføjelse over virksomheden, som gør det muligt for dem at give virksomheden anvisninger.
EU-Domstolen præciserede, at ordregiveren skal foretage en udtømmende undersøgelse af alle relevante omstændigheder for at afgøre, om der foreligger de facto-kontrol, og om der er en sandsynlig risiko for, at offentlige midler vil blive sendt videre til den russiske økonomi. Undersøgelsen skal omfatte den præcise ejerskabs- og kontrolstruktur, personlige og erhvervsmæssige bånd, transaktionernes art og formål, samt andre konkrete indicier.
Denne fortolkning er i overensstemmelse med EU-Domstolens tidligere praksis om Rusland-sanktionerne, herunder dom af 5. september 2024, Jemerak (C-109/23), og dom af 30. april 2025, Generalstaatsanwaltschaft Frankfurt am Main (C-246/24). Her fastslog EU-Domstolen, at hovedformålet med sanktionsordningen er at svække Ruslands finansielle ressourcer effektivt og øge presset for at få stoppet aggressionen mod Ukraine.
Dommen gør det klart, at sanktionsforbuddet kræver en vurdering baseret på faktisk kontrol og risiko for, at offentlige midler omdirigeres til den russiske økonomi – ikke blot formelle kriterier som nationalitet.
