Tvistens forhistorie
Norwegian og Global Climate Institute, der driver virksomhed ved at facilitere firmaers deltagelse i bl.a. miljø- og klimaprojekter, indgik i januar 2017 et samarbejde om plantning (og evt. genplantning) af træer i bl.a. England og Spanien. Som en del af samarbejdet havde parterne en aftale om gensidig markedsføring af træplantningsprojekterne. Som led heri anvendte Global Climate Institute Norwegians varemærke, billeder og en video af Norwegians medarbejdere fra træplantningsprojekterne samt en udtalelse fra Norwegian om samarbejdet på sin hjemmeside.
Norwegian afsluttede parternes samarbejde i juni 2019, bl.a. som følge af, at der havde været kritik i medierne af projekternes reelle klimaeffekt samt Norwegians reviderede klimastrategi.
På trods af det ophørte samarbejde og Norwegians gentagne anmodninger om at ophøre med brugen af Norwegian i markedsføringen af klimaprojekter, brugte Global Climate Institute flere år efter samarbejdets ophør, fortsat Norwegians navn og logo samt føromtalte billeder og udtalelse i sin markedsføring.
Som konsekvens heraf, og da Norwegian tillige kunne konstatere, at der ikke er sket genplantning af døde træer i England og Spanien som forudsat i parternes aftale, anlagde Norwegian i december 2022 en retssag mod Global Climate Institute.
Norwegian påstod bl.a., at Global Climate Institute skulle forbydes at gøre brug af parternes samarbejde som case, herunder Norwegians registrerede varemærke og en udtalelse om samarbejdet.
Global Climate Institute nedlagde bl.a. påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, og gjorde bl.a. gældende, at tilladelsen til den omtvistede brug var indeholdt i parternes aftale, som efter Global Climate Institutes opfattelse ikke var opsagt og i øvrigt ikke kunne opsiges.