Fødselsdagsportræt: Drivkraften er virketrang og konstant bevægelse

En stærk virketrang, en forkærlighed for varetagelse af kundernes finansielle interesser og et udpræget familiemenneske. Det er nogle af de ord, der kendetegner partner og advokat Mikkel Winther Løgsted, som den 28. februar fylder 40 år.

En stærk virketrang, en forkærlighed for varetagelse af kundernes finansielle interesser og et udpræget familiemenneske. Det er nogle af de ord, der kendetegner partner og advokat Mikkel Winther Løgsted, som den 28. februar fylder 40 år.

Mikkel Winther Løgsteds virketrang kommer fra rødderne i Holstebro. Her iagttog han på første række, hvordan hårdt arbejde og vedholdenhed betaler sig i forbindelse med forældrenes opstart af egen arkitektvirksomhed.

Da Poul Schmith/Kammeradvokaten tilbage i 2016 havde taget beslutningen om at åbne kontor i Jylland for at skabe mere forretning vest for Storebælt, var det netop Mikkels vestjyske virketrang, der trumfede hvedebrødsdagene. Turen gik nemlig efter endt bryllupsrejse direkte fra lufthavnen i København og til Aarhus, hvor han sammen med tre kolleger skulle starte med opbygningen af det Aarhus-kontor, som i dag tæller 160 medarbejdere i det nyopførte domicil på Europaplads:

For mig handlede det ikke om, at det nye kontor lå i Aarhus. Drivkraften var - og er stadig - at være med til at udvikle noget og se det vokse. Det gælder både i forhold til de eksterne og kundevendte aktiviteter, men også i forhold vores interne udvikling og forretningsprocesser. Vi skal hele tiden være i bevægelse for at sikre vores position.

Spørger man Mikkel, hvad nøglen til succes i Aarhus har været, så skyldes det dels, at vi med gode tilkomne kræfter har kunnet udvikle alle firmaets forretningsområder, men i høj grad også det forretningsområde, han selv brænder for, nemlig varetagelse af kundernes finansielle interesser.

Kunderne har set, at vi har en motor, hvor vi kan gøre en forskel - særligt i de mere komplicerede sager og i de sager, der kræver et stort beredskab. Vi har kompetencerne og ressourcerne til at lave de dybdegående undersøgelser, der ofte skal laves i f.eks. et stort konkursbo. Dernæst skyldes vores udvikling i Aarhus, at vi er lykkedes med at tiltrække de rigtige kollegaer, som både har bidraget til øget forretning, men også vores interne udvikling. Der er selvfølgelig stadig forretningsområder, hvor vi kan bygge mere på og forankre os i endnu højere grad. Det er et fokusområde for de kommende år.

Mikkel har fra starten af sin karriere primært arbejdet med varetagelse af kundernes finansielle interesser og fordeler i dag sin arbejdstid mellem arbejdet med kreditorvaretagelse, forretningsudvikling og ledelsen af Aarhus-kontoret.

Arbejdet i vores afdeling er aldrig kedeligt, og opgaverne er meget forskellige. Kundernes finansielle interesser griber ind i stort set alle former for aktiviteter, investeringer og udvikling af erhvervsliv generelt. Derigennem får man berøring med mange forskellige værdikæder og forretningsområder, og man skal konstant tilegne sig nye kompetencer. Vi er begunstiget af mange sager, der indeholder komplicerede og ofte uprøvede juridiske problemstillinger. Det skærper den faglige dimension, hvilket jeg trives godt i.”

På grund af de forskellige omstændigheder sagerne kan være omgærdet af, optager det Mikkel, at alle parter i en sag bliver behandlet ordentligt:

Vi bestræber os på at behandle alle med respekt, og det gør ikke noget, at man besidder gode, menneskelige egenskaber. Der er altid et menneske på den anden side af bordet, som har meget på spil. De sager, som stadig kan fylde, når hovedet rammer puden sent om aftenen, er ikke altid de store og bredt eksponerede sager. Det er derimod ofte dem, hvor enkeltpersoner mere eller mindre uforskyldt er havnet i økonomisk uvejr. I de sager skal man kunne lytte og rumme, også selvom man repræsenterer modparten.”

Vi har høje forventninger til hinanden

Mikkel har i sine ungdomsår dyrket sport på eliteniveau, og inspirationen fra sportens verden har han taget med sig ind i sin professionelle karriere.

Vi er en del af et præstationsmiljø, hvor vi med rette har høje forventninger til hinanden, men vi har samtidig også et unikt sammenhold og fællesskab. Den enkeltes udvikling og præstation skal prioriteres, men det må ikke stå i vejen for vores fælles udvikling og præstation. Den ledelsesmæssige opgave, der ligger i snittet mellem udviklingen af den enkelte medarbejders kompetencer kombineret med udviklingen af fællesskabet, er essentiel, men også utrolig spændende, så det anser jeg som en af vores fornemste ledelsesmæssige opgaver.

Sportens verden er nu skiftet ud med fællesskabet på kontoret og i den nære familie, der består af hustruen Mai og tre børn på 6, 3 og 2 år. Og trods et arbejdsliv der kræver sit, har Mikkel også tid til familien.

Det er klart, jeg bruger mange timer på mit arbejde, men jeg det er samtidig også vigtigt for mig at have tid til at være sammen med Mai og mine tre døtre, så det søger jeg at balancere bedst muligt”.

Fødselsdagen skal da også fejres på dagen sammen med familien.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.