Første bøde i Danmark
Retten ved Aarhus idømte den 12. februar 2021 en privat virksomhed en bøde på 100.000 kr. for at opbevare oplysninger om ca. 350.000 personer i form af navne, adresser, telefonnumre, e-mails og købshistorik i et ældre og til dels udfaset IT-system. Der var ikke længere grundlag for at opbevare oplysningerne, og virksomheden havde ikke fastsat frister og procedurer for sletning af oplysningerne i IT-systemet.
Anklagemyndigheden havde lagt op til, at virksomheden skulle straffes med en bøde på 1,5 mio. kr. efter Datatilsynets indstilling. Anklagemyndigheden og Datatilsynet havde i dette skøn lagt hele koncernens omsætning til grund, og vurderet, at virksomheden forsætligt havde undladt at slette oplysningerne.
Sagens omstændigheder
Datatilsynet var på et tilsynsbesøg hos virksomheden i efteråret 2018. Datatilsynet blev i den forbindelse opmærksom på et gammelt kundekartotek i et IT-system, der indeholdt oplysninger på flere hundrede tusinde kunder.
Efter tilsynet udtalte Datatilsynet alvorlig kritik af virksomheden, hvilket bl.a. var begrundet i, at virksomheden ikke havde fastlagt og dokumenteret frister for sletning i IT-systemet.
Samtidig anmeldte Datatilsynet virksomheden til politiet for overtrædelse af opbevaringsbegrænsningsprincippet i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra e, for opbevaringen af ca. 350.000 kunders personoplysninger i IT-systemet.


