Siden den 14. november 2022 har det været muligt at benytte det elektroniske format eForms til publicering af bekendtgørelser i EU-udbud. Fra den 25. oktober bliver, som vi har gjort opmærksom på i denne nyhed, offentlige ordregivere forpligtet til at anvende eForms til publicering.
Ovenstående medfører, at det fra udgangen af den 24. oktober 2023 ikke længere vil være muligt at anvende de standardformularer, som vi kender i dag.
Såfremt der udarbejdes udkast til bekendtgørelser i de nuværende standardformularer, vil disse ikke blive konverteret til eForms-formatet ved den obligatoriske overgang hertil.
eForms introducerer væsentlige ændringer i forhold til bekendtgørelsernes struktur. Herudover introduceres adskillige nye felter i bekendtgørelserne, herunder et felt til angivelse af rammeaftalens maksimale værdi, felter til brug for ordregivers aktivering af udelukkelsesgrunde mv.
Med eForms vil der være kortere sagsbehandlingstid fra afsendelse af bekendtgørelser til offentliggørelse i Tenders Electronic Daily (TED) sammenlignet med den nuværende sagsbehandlingstid på 2-5 hverdage.
Det nuværende eNotices bliver erstattet af eNotices2, som kan tilgås her.
Ændringerne i standardformularerne/overgangen til det elektroniske format er en følge af Kommissionens gennemførelsesforordning 2019/1780 og gennemførelsesforordning 2022/2303.