Det franske statsråd (Conseil d'Etat) har ved to særskilte lejligheder fortolket Schrems II-dommen i relation til den franske regerings brug af Cloud-løsninger i relation til corona-indsatsen. I begge sager argumenterer klagerne bl.a. for, at behandlingen af personoplysninger udgør en åbenlys ulovlig indblanding i retten til beskyttelse af personoplysninger, da oplysningerne bliver behandlet af firmaer med en organisatorisk relation til USA. Klagerne får ikke medhold i dette i nogen af sagerne, men i den ene sag bliver der stillet krav om tilføjelsen af nye kontraktbestemmelser, der skal hjælpe med at sikre, at personoplysningerne ikke forlader EU/EØS-området.
Afgørelse vedr. Health Data Hub
Den første afgørelse er fra 13. oktober 2020 og omhandler brugen af Health Data Hub, der er en fransk sundhedsplatform, som bliver brugt til at samle og behandle sundhedsdata i relation til ny coronavirus/COVID-19.
Klagerne i sagen argumenterer for, at brugen af Health Data Hub er i strid med Schrems II-dommen og dermed databeskyttelsesforordningen, da ”Microsoft Azure” bliver anvendt til hostning af data. Aftalen er indgået med Microsoft Ireland Operation Limited, der er et datterselskab til det amerikanske firma Microsoft Corporation. Klagerne argumenterer for, at der er en risiko for, at amerikanske myndigheder kan anmode om udlevering af de personoplysninger, der hostes på Health Data Hub.
I afgørelsen lægger det franske statsråd vægt på, at data hostes i Nederlandene, og snart overføres til et datacenter i Frankrig. Det fremgår af instruksen, at data ikke må behandles uden for EU’s geografiske område uden forudgående specifik godkendelse. Det følger også af instruksen, at Microsoft ikke må videregive personoplysninger til offentlige myndigheder med mindre, at dette følger af lov.
Det franske statsråd påpeger i afgørelsen, at EU-Domstolen i Schrems II-dommen ikke har taget stilling til amerikanske virksomheders behandling af personoplysninger inden for EU/EØS-området, men kun den situation, hvor der sker en direkte overførsel til USA. Dette må forstås således, at det franske statsråd mener, at disse to situationer skal opfattes forskelligt, og konklusionerne fra Schrems II-dommen dermed ikke direkte kan overføres til den situation, hvor behandlingen af personoplysninger geografisk sker inden for EU/EØS-området.
Det franske statsråd medgiver i afgørelsen, at brugen af et datterselskab til et amerikansk selskab medfører, at det ikke kan udelukkes, at amerikanske myndigheder vil anmode om at få udleveret personoplysninger. Det franske statsråd lægger dog vægt på, at der ikke i sagen er påpeget en konkret overtrædelse af databeskyttelsesforordningen, men alene en risiko for en sådan overtrædelse, hvis Microsoft ikke er i stand til at modsætte sig en udleveringsanmodning.
Den overordnede konklusion fra statsrådet er, at der ikke sker en behandling i strid med de databeskyttelsesretlige regler, og dermed afviser det franske statsråd klagen. Dog bliver Health Data Hub pålagt at præcisere instruksen til Microsoft, således at det skal fremgå, at det alene er i henhold til Unions lov eller lovgivning i den medlemsstat, som Microsoft er underlagt, at personoplysninger kan videregives til offentlige myndigheder uden godkendelse.
Afgørelse vedr. vaccinebookingsystem
Den anden afgørelse er fra 12. marts 2021 og omhandler et system, der i Frankrig bruges til at tilbyde online booking til corona-vaccination. Løsningen leveres af selskabet Doctolib.
Doctolib anvender Amazon Web Services (AWS) som underleverandør til løsningen, og klagerne i sagen argumenterer for, at behandlingen er i strid med Schrems II-dommen og dermed databeskyttelsesforordningen, da AWS er datterselskab til et amerikansk selskab. Klagerne argumenterer for, at AWS derfor kan blive mødt med en udleveringsanmodning fra de amerikanske myndigheder.
Af aftalen mellem Doctolib og AWS fremgår det, at personoplysninger behandles i datacentre i Frankrig og Tyskland, og AWS er forpligtet til at sørge for, at personoplysninger ikke af tekniske årsager overføres til USA.
Det franske statsråd ligger i afgørelsen vægt på, at aftalens geografiske bestemmelser, samt det forhold, at der er aftalt præcise procedurer for håndteringen af evt. udleveringsanmodninger, herunder at Doctolib er forpligtet til at bestride enhver anmodning, der ikke respekterer EU-reglerne. Derudover lægger det franske statsråd vægt på, at de data, der er hostes hos AWS, er krypteret af en tredje part.
Det franske statsråd kommer herefter frem til, at behandlingen ikke udgør en åbenlys ulovlig indblanding i retten til beskyttelse af personoplysninger, og afviser klagen.


