Forvaltningsmyndigheder står i mange sager overfor erstatnings- og godtgørelseskrav, der fremsættes af borgere eller virksomheder. Disse krav kan f.eks. udspringe af, at en borger er utilfreds med sagsbehandlingen eller en myndighedsafgørelse, men kan i lige så høj grad følge af dispositioner udenfor forvaltningens umiddelbare virksomhed, som f.eks. i sager hvor det offentlige optræder som arbejdsgiver og en ansat er ude for en arbejdsskade. Ligeledes kan der opstå sager, hvor borgere retter krav om udbetaling af godtgørelse med henvisning til krænkelse af rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), f.eks. som følge af påståede krænkelser af indsatte og patienter eller i sager om statsborgerskab.
Forvaltningsmyndigheder står i mange sager overfor erstatnings- og godtgørelseskrav, der fremsættes af borgere eller virksomheder. Disse krav kan f.eks. udspringe af, at en borger er utilfreds med sagsbehandlingen eller en myndighedsafgørelse, men kan i lige så høj grad følge af dispositioner udenfor forvaltningens umiddelbare virksomhed, som f.eks. i sager hvor det offentlige optræder som arbejdsgiver og en ansat er ude for en arbejdsskade. Ligeledes kan der opstå sager, hvor borgere retter krav om udbetaling af godtgørelse med henvisning til krænkelse af rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), f.eks. som følge af påståede krænkelser af indsatte og patienter eller i sager om statsborgerskab.
Når offentlige myndigheder mødes af erstatnings- og godtgørelseskrav, bør myndigheden altid overveje muligheden for at indgå et forlig. Med et forlig vil myndigheden kunne undgå unødige omkostninger ved en retssag, ligesom et forlig kan mindske risikoen for dårlig omtale i medierne.
Der gælder dog en række begrænsninger både i forhold til muligheden for at indgå et forlig og for selve forligsresultatet.
Offentlige myndigheders adgang til at indgå forlig har sin udtrykkelige hjemmel i Finansministeriets seneste Budgetvejledning fra april 2021, pkt. 2.4.3, hvoraf det fremgår, at en offentlig myndighed har adgang til at afholde uforudsete udgifter, som det må anses for overvejende sandsynligt, at staten vil blive dømt til at betale ved en domstol. Heri ligger en adgang for staten til at forlige sager indenfor rammerne af, hvad en domstol forventeligt – med en vis skønsmargin – vil nå frem til.
Rigsrevisionen har i et notat fra januar 2020 udlagt deres fortolkning af punkterne i budgetvejledningen og fremførte hertil, at den konkrete vurdering af, hvorvidt en offentlig myndighed bør forlige en sag, må bero på overvejelser om det juridiske udfald af eventuelle civile søgsmål, de fordele der vil følge af et forlig, samt de økonomiske omkostninger der kan være ved at gennemføre de forskellige sagsskridt i en retssag.
Den tidligere udgave af Budgetvejledningen fra 2016 indeholdt tillige en anbefaling til den offentlige myndighed om at indhente en udtalelse fra Kammeradvokaten i forbindelse med overvejelser om, hvorvidt en sag skulle forliges. Denne henvisning er ikke taget med i den nye udgave af Budgetvejledningen fra 2021, men dette ændrer ikke på, at overvejelsen om at indgå et forlig er en vurdering, der består af en række komplicerede juridiske overvejelser, hvor myndigheden enten selv skal foretage den juridiske vurdering eller i relevant omfang søge ekstern juridisk bistand.
Den tidligere officielle Kammeradvokat, Karsten Hagel-Sørensen, var enig i linjen om kun at lukke sagen uden dom, hvis myndigheden med overvejende sandsynlighed ville tabe:
”Vi lukker sagen uden dom, hvis det er overvejende sandsynligt, at vores klient ville tabe sagen. En beføjelse til med det samme at lukke sagen uden dom er det samme som at åbne statskassen. Og jeg er ekstremt fedtet.” (Karsten Hagel-Sørensen, Advokaten 2012, 2, s. 22)
Forvaltningsmyndigheder er underlagt legalitetsprincippet. Det indebærer, at myndigheder ikke kan indgå et forlig, hvor modparten enten ikke opnår hvad denne er berettiget til, eller at myndigheden opnår mere end der er hjemmel til.
Myndigheder er derfor – også ved forligsforhandlinger – forpligtet til f.eks. at udmåle personskadeerstatning i henhold til erstatningsansvarsloven, ligesom myndigheder i sager vedrørende et EMRK-godtgørelseskrav skal benytte den praksis, der gælder for kompensation af den pågældende krænkelse.
En myndighed kan ikke indgå et forlig, der uberettiget begunstiger en person, selvom det ud fra en ren proces-økonomisk betragtning vil være mere kosteligt at gennemføre retssagen.
Selvom myndigheden i en sag – efter en juridisk vurdering – anerkender ansvaret over for en borger, og gode grunde taler for at indgå forlig, kan en retssag alligevel blive nødvendiggjort af, at en borger kræver mere end, hvad lovgivningen berettiger.
Legalitetsprincippet sætter således snævre rammer for forligsresultatet, hvilket står i kontrast til private parters muligheder for forligsindgåelse.
Offentlige myndigheder har i mange tilfælde mulighed for at indgå et forlig, og det kan være hensigtsmæssigt – og nogle gange ligefrem påkrævet – at overveje muligheden nøje.
Overvejelserne omkring indgåelsen af forliget og forligets beløbsmæssige størrelse er dog en proces, der kræver juridiske risikovurderinger, hvor myndigheden særligt i forhold til forligets rammer, herunder et evt. beløbs størrelse, er underlagt legalitetsprincippet.
Advokat (H), Director
Advokatfuldmægtig