Interne retningslinjer for brug af AI mindsker risikoen for IP-krænkelser

I denne artikel giver vi et overblik over de IP-retlige problemstillinger, som I bør have for øje, når I udarbejder interne retningslinjer for brugen af AI-værktøjer som fx ChatGPT, Midjourney og DALL-E 2.

I denne artikel giver vi et overblik over de IP-retlige problemstillinger, som I bør have for øje, når I udarbejder interne retningslinjer for brugen af AI-værktøjer som fx ChatGPT, Midjourney og DALL-E 2.

AI-teknologi kan benyttes til mange ting, fx screening af jobansøgere, døgnbemandet kundeservice, optimering og effektivisering af markedsføring, produktudvikling og meget andet.

Det er derfor ingen overraskelse, at stadigt flere organisationer er begyndt at anvende AI-værktøjer såsom ChatGPT, Midjourney og DALL-E 2.

Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på de juridiske udfordringer, der er forbundet med brugen af AI-teknologi, inden I begynder at bruge sådanne værktøjer. Organisationer, der ikke har retningslinjer for brug af AI-værktøjer, risikerer bl.a. at skulle betale store erstatningsbeløb til rettighedshavere for IP-krænkelser, eller at deres forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger deles med tredjemand.

Det er derfor med god grund, at stadigt flere virksomheder implementerer interne retningslinjer for deres medarbejderes brug af AI-værktøjer.

Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer er det vigtigt både at være opmærksom på de udfordringer, der relaterer sig til den data, som brugeren indtaster i AI-værktøjet (input), og de udfordringer, der relaterer sig til det produkt eller de resultater, som AI-værktøjet genererer (output).

Input vil ofte bestå af tekst, billeder eller lyd, som kan være underlagt ophavsretlig, varemærkeretlig eller markedsføringsretlig beskyttelse. Selv helt korte tekster – fx overskrifter – kan være ophavsretligt beskyttet, og der kan derfor foreligge en krænkelse af tredjemands IP-rettigheder allerede ved indtastning af teksten i AI-værktøjet.

Indtaster jeres medarbejdere forretningshemmeligheder eller oplysninger underlagt tavshedspligt i AI-værktøjet, risikerer I desuden, at disse oplysninger bliver delt med tredjemand gennem AI-værktøjet.

I forhold til det output, som AI-værktøjet genererer, er det vigtigt at være opmærksom på, at brugen heraf tilsvarende kan krænke tredjemands IP-rettigheder. I risikerer derfor at ifalde ansvar, hvis output viser sig at være en kopi eller efterligning af et ophavsretligt beskyttet værk, fx en tekst eller et billede. 

Derudover skal I være opmærksom på, at brugen af AI-værktøjer typisk er underlagt udbyderens licensbetingelser. Sådanne licensbetingelser kan indeholde vilkår om, at udbyderen får rettigheder til det output, I genererer i AI-værktøjet. Det er derfor vigtigt, at I orienterer jer i de konkrete licensbetingelser, der gælder for brugen af de AI-værktøjer, I ønsker at benytte.

Spørger man eksempelvis ChatGPT, hvem der har rettighederne til de tekster, ChatGPT genererer, får man følgende svar: ”Brugere har en brugsret til den genererede tekst, men OpenAI opretholder ophavsretten. Det er vigtigt at overveje, at jeg som en AI-model kan generere tekster, der bygger på eksisterende viden og informationer, men jeg har ikke personlige oplevelser eller meninger. Så når det kommer til ophavsret og brugen af de genererede tekster, bør du også overveje andre relevante retlige og etiske retningslinjer, såsom fair brug, kildeangivelser og respekt for andres rettigheder.”

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.