Sagen udspringer af DSB's udbud af en rammeaftale om teknisk vedligehold af elevatorer, rulletrapper og handicaplifte med en maksimumværdi på 712 millioner kroner. Ved udbudsbekendtgørelse af 13. januar 2025 iværksatte DSB udbuddet, og DSB modtog kun tilbud fra TK Elevator Denmark A/S og indgik kontrakt med virksomheden den 30. juni 2025.
KONE A/S, som ikke havde indgivet ansøgning om prækvalifikation, indgav den 4. april 2025 klage til Klagenævnet for Udbud over DSB.
Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem "Pris" og "Kvalitet", hvor underkriteriet "Pris" skulle evalueres efter en lineær pointmodel (laveste pris + 50 %). Evalueringsmodellen var suppleret af en korrektionsmodel, der medførte en udvidelse af den økonomiske ramme. Korrektionsmodellen lød:
”Hvis ét eller flere tilbud ligger uden for den økonomiske ramme, og det tilbud, der samlet står til at opnå det højeste totale antal point for pris og kvalitet, er blandt disse, så udvides den økonomiske ramme til og med prisen på det pågældende tilbud. Herefter foretages der en fornyet tildeling af point i henhold til den nye økonomiske ramme.”
Anvendelsen af korrektionsmodellen var i strid med udbudslovens § 160
Klagenævnet fandt, at anvendelsen af korrektionsmodellen, og dermed fastlæggelsen af hældningskoefficienten, afhang af ordregiverens vurdering af kvaliteten af de tilbudte løsninger efter åbningen af tilbuddene, og at ordregiverens vurdering af underkriteriet "Kvalitet" i så fald kunne blive bestemmende for tildelingen af point for underkriteriet "Pris". Korrektionsmodellen var derfor i strid med udbudslovens § 160, stk. 1, og principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36.
KONE havde nedlagt fem påstande, herunder krav om annullation af DSB's tildelingsbeslutning. Klagenævnet tog alene påstand 1 om den ulovlige korrektionsmodel til følge, mens de øvrige påstande ikke blev taget til følge. Korrektionsmodellen havde efter det oplyste ikke været anvendt i forbindelse med tilbudsevalueringen eller haft betydning for denne, og klagenævnet fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at overtrædelsen ikke havde haft en sådan betydning for DSB's tildelingsbeslutning, at der var grundlag for at annullere beslutningen.
Korrektionsmodellen var derfor i strid med udbudslovens § 160, stk. 1, og principperne om ligebehandling og gennemsigtighed i forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36.



