Mangeårig tvist om dækningsområdet endelig afgjort

I en faglig voldgift mellem Dansk Metal og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har opmanden afsagt kendelse og dermed endelig afgjort en mangeårig tvist om det overenskomstmæssige dækningsområde for it-arbejde i staten.

I en faglig voldgift mellem Dansk Metal og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har opmanden afsagt kendelse og dermed endelig afgjort en mangeårig tvist om det overenskomstmæssige dækningsområde for it-arbejde i staten.

Sagens tema

Sagen angik den overenskomstmæssige indplacering af de medarbejdere, der var ansat i Rigspolitiets Koncern IT, og som havde gennemgået data- og kommunikationsuddannelsen, herunder uddannelse som it-supporter, datatekniker eller datafagtekniker. 

Dansk Metal mente, at Rigspolitiet havde indplaceret it-medarbejdere forkert, og anlagde i 2018 en faglig voldgift mod Medarbejder- og Kompetencestyrelsen for Rigspolitiet.

Sagens baggrund 

Der er tre organisationsaftaler, som dækker it-arbejde i staten: PROSA-overenskomsten, Håndværkeroverenskomsten indgået med bl.a. andre Dansk Metal og HK-overenskomsten. PROSA og HK har indgået en aftale om, hvilke af organisationerne, der dækker hvilke stillinger, en såkaldt grænseaftale. En sådan grænseaftale findes ikke på statens område mellem PROSA/HK og Dansk Metal. 

Rigspolitiet havde generelt indplaceret sådanne it-medarbejdere under HK-overenskomsten, og spørgsmålet var, om de pågældende medarbejdere i stedet (eller tillige) var omfattet af Håndværkeroverenskomsten. 

Spørgsmålet om overenskomstmæssig indplacering af it-medarbejdere i staten har tidligere været behandlet ved faglig voldgift i to sager, hvor Dansk Metal og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (dengang: Moderniseringsstyrelsen) ligeledes var parter.

Gennemførelse af syn og skøn

Da sagens parter var uenige om, hvilke arbejdsopgaver de omhandlede medarbejdere udførte, blev der gennemført syn og skøn med henblik på fastlæggelse af de enkelte it-medarbejderes arbejdsopgaver. 

Der blev i den forbindelse udpeget to skønsmænd, som efter flere skønsforretninger afgav en skønsrapport. 

Udgangspunktet var de to første faglige voldgifter fra henholdsvis 2013 og 2016. Ifølge de to opmandskendelser indebærer det forhold, at dækningsområdet for håndværkeraftalen er afgrænset til ”håndværkerstillinger”, at der skal foretages en konkret stillingtagen til arbejdsopgavernes karakter, således at en stilling falder inden for håndværkeraftalens dækningsområde, hvis der overvejende varetages arbejdsopgaver af teknisk karakter som fremstilling, servicering, drift, reparation og vedligeholdelse, og falder uden for dækningsområdet, hvis der fortrinsvis varetages opgaver af mere administrativ karakter som omfattet af it-aftalerne med HK og PROSA.

Parternes synspunkter

Dansk Metal gjorde gældende, at it-medarbejderne ved Rigspolitiet var indplaceret forkert, og lagde i den forbindelse vægt på, at it-medarbejderne overvejende udførte arbejde af teknisk karakter. I den forbindelse gjorde Dansk Metal gældende, at der ved arbejde af teknisk karakter skulle forstås arbejde, der ud fra en it-faglig vurdering anses for teknisk. I forlængelse heraf var det Dansk Metals opfattelse, at begrebet ”teknisk” i relation til it-arbejde skulle forstås i lyset af den generelle teknologiske udvikling. Endelig var sagen vigtig for Dansk Metal, da data- og kommunikationsuddannelsen er ”deres uddannelse”. 

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen gjorde gældende, at it-medarbejderne ved Rigspolitiet generelt var indplaceret korrekt, da it-medarbejderne overvejende udførte it-arbejde af administrativ karakter, som var omfattet af HK-overenskomsten.

For Medarbejder- og Kompetencestyrelsen var det afgørende, at der ikke opstod dobbelt overenskomstdækning af samme arbejde, og at indplaceringen skulle ske på baggrund af de tidligere opmandskendelser, hvor arbejdskarakter som henholdsvis teknisk og administrativt var afgørende. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen gjorde også gældende, at teknologisk udvikling ikke som sådan af sig selv kan udvide en overenskomsts dækningsområde. Dækningsområder er aftalestof, og sker der en udvikling skal dette løses ved forhandlingsbordet. 

I den forbindelse var det Medarbejder- og Kompetencestyrelsens klare opfattelse, at der ved arbejde af teknisk karakter i de tidligere opmandskendelser refereredes til arbejdsopgaver i relation til hardware såsom fremstilling, servicering, drift, reparation og vedligeholdelse.

Opmandens begrundelse og resultat

Indledningsvist gennemgik opmanden ordlyden af de relevante bestemmelser i Håndværkeroverenskomsten og cirkulærebemærkningerne hertil. 

Dernæst gennemgik opmanden, hvad der kunne udledes af de to tidligere voldgiftskendelser med fokus på, hvad der skulle forstås ved udtrykket ”arbejdsopgaver af teknisk karakter”, som var anvendt i de tidligere opmandskendelser.

Herefter lagde opmanden til grund, at Håndværkeroverenskomsten fandt anvendelse for medarbejdere med data- og kommunikationsuddannelsen, hvis de overvejende varetager arbejdsopgaver af teknisk karakter forstået som håndværksmæssigt arbejde, der vedrører fysisk it-udstyr (hardware).

Endelig fandt opmanden, at Dansk Metals påstand var formuleret på en sådan måde, at det var afgørende, om det kunne lægges til grund, at alle medarbejderne i Koncern IT med data- og kommunikationsuddannelsen overvejende varetog opgaver af denne håndværksmæssige karakter. Da opmanden ikke fandt, at dette var dokumenteret, kunne Dansk Metal ikke få medhold i påstanden, hvorfor Medarbejder- og Kompetencestyrelsens frifindelsespåstand blev taget til følge.

Hvad viser kendelsen?

Overenskomsters dækningsområde er hjerteblod for parterne i en overenskomst. Det viste denne sag også, hvor HK indtrådte som biintervenient. Kendelsen viser, at spørgsmål om det overenskomstmæssige dækningsområde kan give anledning til mange og lange uenigheder mellem arbejdsgivere og faglige organisationer – og faglige organisationer imellem. 

Forhåbentlig er der med denne tredje faglige voldgift sat punktum for it-supporteres overenskomstmæssige tilhørsforhold i staten. 

Medarbejder- og Kompetencestyrelsens interesser i sagen blev varetaget af partner og advokat Marianne Lage og advokat Mathilde Thykjær Poulsen

Læs mere om vores rådgivning inden for Ansættelsesret og Arbejdsret.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.