Sagens baggrund
Klager havde i november 2020 anmodet Voldgiftsnævnet om at nedsætte en voldgiftsret til afgørelse af en tvist mellem klager og indklagede.
Klager var et udenlandsk selskab, som i efteråret 2022 blev taget under insolvensbehandling. Det udenlandske selskab oplyste, at man ønskede sagen videreført, men det udenlandske selskab kunne ikke bekræfte, at eventuelle sagsomkostninger, som selskabet måtte blive pålagt at betale til indklagede, ville få status af massekrav.
Indklagede anmodede herefter Voldgiftsnævnet om, at det udenlandske selskab skulle pålægges at stille sikkerhed for sagsomkostninger som vilkår for at forsætte sagen.
Voldgiftsrettens afgørelse
Voldgiftsretten fandt, at der i den konkrete sag forelå sådanne ekstraordinære omstændigheder, at der undtagelsesvist kunne pålægges det udenlandske selskab at stille sikkerhed for sagsomkostninger.
Som eksempel på ekstraordinære omstændigheder, fremhævede voldgiftsretten princippet i UfR.2000.1575 H og UfR.2022.5027 V, om en parts dispositioner med henblik på omgåelse af de almindelige sagsomkostningsregler.
Voldgiftsretten anførte, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at den pågældende part har økonomiske vanskeligheder, er insolvent eller er gået konkurs. Men en konkurs indebærer efter dansk ret, at sagen ikke kan fortsætte med boet som part, medmindre boet vælger at indtræde i sagen med den virkning, at sagsomkostningskrav får status af massekrav.
Voldgiftsretten bemærkede, at det udenlandske selskab ikke havde fremlagt dokumentation for, at sagsomkostningskrav i den udenlandske insolvensbehandling ville have samme privilegerede stilling som et tilsvarende krav i en dansk insolvensbehandling, hvorefter voldgiftsretten lagde til grund, at krav om sagsomkostninger ikke ville få status af massekrav.
Voldgiftsretten fandt, at dette udgjorde ekstraordinære omstændigheder, da indklagede måtte antages at være stillet væsentlig ringere, end hvis boet havde været et dansk selskab, og sagsomkostningerne derved ville være dækket på massekravsniveau.
Voldgiftsretten fandt herefter, at det udenlandske selskabs sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger udgjorde en forudsætning for selskabets adgang til prøvelse af selskabets selvstændige betalingspåstand. Voldgiftsretten mente ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at pålægge det udenlandske selskab at stille sikkerhed for sagsomkostninger som relaterede sig til indklagedes selvstændige påstand.
Voldgiftsretten fandt, at hvis det udenlandske selskab ikke stillede sikkerhed for sagsomkostningerne, vil selskabets betalingspåstand blive afvist.
