Ny dom fra Vestre Landsret i sag om Transfer Pricing

Sagens baggrund

Sagen angik et dansk moderselskab, som i årene 2006-2009 solgte en række forskellige produkter indenfor den maritime branche, herunder redningsdragter og redningsflåder. 

Produkterne blev solgt til både datterselskaber og koncerneksterne. Datterselskaberne solgte herefter produkterne videre, ligesom datterselskaberne stod for serviceringen af produkterne. 

Skattemyndighederne havde fundet, at selskabets TP-dokumentation for indkomstårene 2006-2009 var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8.

Skattemyndighederne udøvede derfor et skøn, hvorved det danske moderselskabs skattepligtige indkomst blev forhøjet. 

Sagen angik, om skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over prisfastsættelsen ved de kontrollerede transaktioner, og i bekræftende fald om skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes. 

Retten i Esbjergs dom af 19. april 2023 (SKM2024.106.BR)

Sagen blev i 1. instans behandlet af Retten i Esbjerg (3 dommere). 

Byretten fandt, at skattemyndighederne ikke havde været berettiget til at udøve et skøn, som følge af, at TP-dokumentationen for 2006-2007 ikke var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, at skattemyndighederne ikke havde begæret TP-dokumentationen for 2008 og 2009 forelagt, og at skattemyndighederne ikke havde godtgjort, at de koncerninterne transaktioner ikke var fastsat på armslængdevilkår. 

Byretten gav derfor selskabet medhold i, at der ikke var grundlag for en forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst.

Skatteministeriet ankede dommen til landsretten. 

Vestre Landsrets dom af 17. februar 2025

Vestre Landsret fandt, i modsætning til byretten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over prisfastsættelsen ved de kontrollerede transaktioner.  

Det begrundede landsretten med, at TP-dokumentationen for 2006-2009 var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5. 

Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at det ikke af TP-dokumentationen fremgik entydigt, hvilken TP-metode, som var anvendt, og at der heller ikke var anført en begrundelse for valg af TP-metode, som kunne efterprøves af skattemyndighederne. Ligeledes fandt landsretten, at sammenlignelighedsanalysen var behæftet med væsentlige fejl og mangler.

Særligt for indkomstårene 2008 og 2009 var det omtvistet, om TP-dokumentationen var begæret fremsendt af skattemyndighederne under revisionen. Landsretten fandt, under henvisning til nogle konkrete omstændigheder, ikke grundlag for at afskære SKATs mulighed for skønsmæssigt at ansætte indkomsten for 2008-2009 med den begrundelse, at SKAT ikke havde begæret TP-dokumentation fremlagt.  

Landsretten fandt, at skattemyndighederne også havde været berettiget til at skønne over prisfastsættelsen ved de kontrollerede transaktioner for indkomstårene 2006-2009 efter ligningslovens § 2, stk. 1. 

Landsretten lagde vægt på, at selskabet i vid udstrækning havde solgt sine produkter billigere til sine datterselskaber end eksterne aftagere, og at denne prisforskel navnlig var begrundet i udsigt til, at koncernen kunne tjene på den efterfølgende service af produkterne. 

Videre lagde landsretten vægt på fordelingen af overskuddet i koncernen, hvor det danske moderselskab i årene 2006-2009 opnåede hhv. 14 %, 23 %, 17 % og 2 % af det samlede overskud i koncernen. Landsretten fandt, at selskabet ikke ville have accepteret en sådan fordeling af overskuddet, hvis alle transaktionerne havde været foretaget med eksterne aftagere. 

SKAT havde i sit skøn anvendt TNM-metoden og havde udarbejdet en benchmark-analyse, hvor SKAT havde fundet 8 sammenlignelige selskaber. SKAT havde herefter fastsat et armslængdeinterval ved brug af det interkvartile interval (IQR) og foretaget en korrektion til medianen. 

Landsretten fandt, at SKAT havde anvendt en metode, som er anerkendt i OECD’s retningslinjer, og at SKAT i sit arbejde med benchmarkanalysen havde foretaget en sædvanlig udsøgning af sammenlignelige selskaber baseret på sagligt funderede beslutninger. 

Videre fandt landsretten, at anvendelsen af det interkvartile interval måtte anses som en fremgangsmåde, som er sædvanlig, velegnet og båret af saglige hensyn. 

Landsretten fandt herefter ikke, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet (bortset fra anerkendte korrektioner som følge af regnefejl).

Skatteministeriets interesser for Vestre Landsret blev varetaget af advokat Sune Riisgaard og advokat Tim Holmager bistået af erhvervsjuridisk rådgiver Simon  Østergaard Larsen.