Højesterets begrundelse og resultat
Borgeren gjorde gældende, at vurderingen af klageberettigelse var sket efter et kriterie om ”væsentlig interesse”, og at dette kriterie ikke var indeholdt i planlovens § 59, og at det var i strid med Århus-konventionens principper om klageret for den berørte offentlighed, jf. artikel 9, stk. 2.
Planklagenævnet gjorde heroverfor gældende, at planlovens klageadgang er betinget af, at klageren har væsentlig og dermed retlig interesse.
Efter gennemgang af forarbejderne til planlovens § 59 og kommuneplanlovens § 48, som planlovens § 59 erstattede, nåede Højesteret frem til, at enhver, der har en væsentlig, individuel, retlig interesse, har klageadgang. Højesteret anførte hertil, at denne adgang er ”ret vid”.
I forhold til Århus-konventionens artikel 9, stk. 2, som pålægger Danmark at sikre, at medlemmer af ”den berørte offentlighed”, som har ”tilstrækkelig interesse”, har adgang til klage og domstolsprøvelse, fandt Højesteret, at kriteriet ”væsentlig interesse” ikke er i strid med artikel 9, stk. 2, i konventionen.
Højesteret henviste i denne sammenhæng til EU-Domstolens praksis (navnlig C-570/13, pr. 32 og 38 og C-826/18, pr. 36 og 45), hvorefter det kan lægges til grund, at Århus-konventionen ikke tillægger alle i den berørte offentlighed klageret. Klagebeføjelse er derimod betinget af ”tilstrækkelig interesse”, og medlemsstaterne er tillagt et vidt skøn over, hvad der udgør ”tilstrækkelig interesse”.
Højesteret gav Planklagenævnet medhold i, at borgeren ikke havde en tilstrækkelig interesse og følgelig ikke var klageberettiget.
Sagen blev varetaget af Britta Moll Bown og Josephine Fie Legarth Aggesen.
