”Der er sket meget, siden vi for syv år siden åbnede kontor på Åboulevarden 49 med kun fire ansatte og nogle få skriveborde. I dag er vi 160 i alt, og det er blevet tid til at flytte videre. Nu glæder vi os til at tage de nye rammer i brug og til at invitere kunder og samarbejdspartnere på besøg," udtaler Managing Partner Jens Bødtcher-Hansen.
Samme designlinje på kontorerne i Aarhus og København
Den urbane stil med åbne kontorarealer, rå betonsøjler, stål og glas er mikset med natursten og områder med grønne overflader ud mod det store gennemgående atrium midt i bygningen. Alle etagerne består af lyse, åbne kontormiljøer med udsigt hele vejen rundt til forskellige dele af Aarhus by.
På den måde går der en fin linje mellem indretningen af vores kontor på Kalvebod Brygge i København og vores nye kontor på Europaplads i Aarhus.
”Vi har siden 2016 oplevet en stigende efterspørgsel på vores bistand fra både eksisterende og nye kunder i det jyske, hvilket har resulteret i en solid vækst, blandt andet også som følge af at flere gode kræfter er kommet ombord. Derfor har det indtil nu været nødvendigt at sprede vores medarbejdere over flere lokationer i Aarhus. Vi ser derfor særligt frem til at komme under ét tag og til at tage de nye rammer i brug, som i øvrigt også matcher vores position i markedet bedre,” udtaler partner Mikkel Winther Løgsted, som har været med i opbygningen af forretningen i Aarhus siden 2016.
Bygningen forventes at blive DGNB Guld certificeret – en certificering af en række bæredygtighedsparametre i et byggeri. Vi har ligeledes videreført designlinjen med fokus på bæredygtighedstiltag fra vores kontor i København i bl.a. møbelvalg og indretning.
Vi deler Europaplads 8 med Nykredit og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.