Udbudslovens § 159, stk. 5
- Vedrørende udbudslovens § 159, stk. 5, henviste landsretten også til bestemmelsens forarbejder, hvoraf bl.a. fremgår, at en anmodning om relevante oplysninger og dokumentation efter stk. 5 kan fremsættes efter udløbet af tilbudsfristen og at stk. 5 finder anvendelse, hvis de efterspurgte oplysninger og dokumentation er eller synes at være fejlbehæftet, mangelfuld eller helt mangler. Videre anførtes: ”Det fremgår videre af forarbejderne, at det afhænger af en konkret vurdering, om nye oplysninger medfører, at tilbudsgiveren har fremsat et nyt tilbud. Det vil f.eks. ikke være tilfældet, hvis tilbudsgiveren efter anmodning indsender relevante oplysninger, hvis det objektivt kan konstateres, at de relevante oplysninger forelå på tidspunktet for tilbudsfristens udløb. Det er ikke et krav, at selve dokumentet forelå på tidspunktet for tilbudsfristens udløb.”
- Landsretten fandt derefter og under hensyn til formålet med udbudslovens § 159, stk. 5, at kommunen var berettiget til at anmode tilbudsgiveren om at indgive supplerende referencer og anvende disse ved indgåelse af kontrakten med tilbudsgiveren.
- Landsretten fandt efter bevisførelsen, herunder en af tilbudsgiveren afgivet erklæring om håndtering af referencer i forbindelse med tilbudsafgivelse til Gentofte Kommune og direktørens forklaring for landsretten, at det måtte lægges til grund, at de supplerende referencer vedrørte opgaver før tilbudsfristens udløb. Landsretten fandt derfor ligesom byretten, at tilbudsgiveren ikke opnåede en konkurrencemæssig fordel ved at indgive de supplerende referencer efter tilbudsfristen. Da referencerne i øvrigt ikke skulle evalueres, og de supplerende referencer forelå (underforstået for kommunen), før kommunen indgik kontrakt med tilbudsgiveren, kunne tidspunktet for indgivelsen af de supplerende referencer ikke føre til et andet resultat.
Advokat Vibeke Fabricius Nordlander og advokat Sara Lysemose Sørensen repræsenterede Gentofte Kommune under retssagen.