I en ny episode af vores podcast Retlig Interesse taler vi med Folketingets Ombudsmand Christian Britten Lundblad og advokat René Offersen om, hvordan især udsatte borgere bliver hårdt ramt, når kontakten til myndighederne bliver mere kompleks, mere digital og sværere at navigere i. Samtalen handler også om de større spørgsmål bag udfordringerne: balancen mellem borgere og myndigheder, tillid, regelforenkling og behovet for menneskelig kontakt i mødet med retssystemet.
Du finder podcasten på bl.a. Apple Podcasts, Podimo, Spotify og der, hvor du ellers lytter til podcasts.
Frem mod Folkemødet 2026 undersøger vi et helt grundlæggende retssikkerhedsspørgsmål: Er det danske retssystem egentlig godt nok? I podcasten taler vi i en række samtaler med centrale aktører, der hver især oplever systemet indefra – fra domstole og advokater til organisationer og tilsynsmyndigheder.
Debatten fortsætter på Folkemødet i Allinge. Her mødes Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, formand for Den Danske Dommerforening, Mette Lyster Knudsen, advokat René Offersen samt Sune Fugleholm, advokat og partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, til en samtale om retssikkerhed, tillid og ansvar. Se mere her.
