I en ny dobbeltepisode af vores podcast Retlig Interesse taler vi med advokat Karsten Høj fra Elmer Advokater og advokat René Offersen om, hvad der sker, når retshjælpsforsikring og fri proces ikke altid er nok til at sikre en reel prøvelse af sagen, og når vejen gennem systemet bliver så tung, at den i sig selv kan blive en belastning.
Samtalen handler også om millimeterretfærdighed, organisering og om, hvad der kunne bringe systemet i en bedre retning. En personskadesag kan tage 10 til 15 år, og vejen til en afgørelse er ofte langt mere opslidende, end de fleste forestiller sig. Vi går tæt på, hvad de lange forløb betyder for mennesker, der allerede er ramt af skade, tab af arbejdsevne og stor usikkerhed om fremtiden, og på hvorfor vejen til at få sin sag behandlet og prøvet i praksis kan være vanskeligere, end den ser ud på papiret.
Episoden er i to dele og kan findes på bl.a. Apple Podcasts, Podimo, Spotify og der, hvor du ellers lytter til podcasts.
Frem mod Folkemødet 2026 undersøger vi et helt grundlæggende retssikkerhedsspørgsmål: Er det danske retssystem egentlig godt nok? I podcasten taler vi i en række samtaler med centrale aktører, der hver især oplever systemet indefra – fra domstole og advokater til organisationer og tilsynsmyndigheder.
Debatten fortsætter på Folkemødet i Allinge. Her mødes Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, formand for Den Danske Dommerforening, Mette Lyster Knudsen, advokat René Offersen samt Sune Fugleholm, advokat og partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, til en samtale om retssikkerhed, tillid og ansvar. Se mere her.
