”Jeg ser ofte de upolerede overflader”
Marianne rådgiver private og offentlige virksomheder og myndigheder inden for den kollektive og individuelle arbejds- og ansættelsesret og har omfattende erfaring med forhandling med lønmodtagerrepræsentanter og forhandlingsberettigede organisationer. Uanset om hun skal forløse et kuldsejlet samarbejde, tilrettelægge kollektive afskedigelser eller bistå med komplicerede overenskomstforhandlinger, er fællesnævneren oftest menneskelige relationer, hvilket er et stort fokus i hendes rådgivning.
”Efter lange forhandlinger, af og til ud på de sene nattetimer, ser jeg ofte de upolerede overflader af både klient og modpart. Når juraen og fakta er afdækket, kommer følelser og frustrationer frem. Her kan tillid og respekt være afgørende for, om vi når til et resultat, der er langsigtet, og som der kan skabes enighed eller forlig om. Når det handler om mennesker, hvor deres arbejde eller position er udsat, er det afgørende, at man i forligssituationerne ikke er ”for stor” til at sige undskyld, gå efter en modpart, der forlader lokalet, få et smil på alles læber eller tørre en tåre, når noget er svært, ” fortæller Marianne.
I øjeblikket fylder tiltag mod seksuelle krænkelser på arbejdspladserne meget i Mariannes dagligdag. Det kan være konkrete sager, hvor anklager skal undersøges, og hvor respekten for det enkelte menneske er øverst på agendaen.
”Det er enormt private emner, som berøres. Og jeg ser det som en vigtig del af mit arbejde at yde bistand til virksomheder, som ønsker at sikre, at alle medarbejdere kan gå på arbejde uden risiko for seksuel chikane,” fastslår Marianne.
