Portræt: Skarp udbudsprofil med smag for Italien fylder 50 år

Partner og advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten Malene Roose Bagh er udstyret med et særligt sportsgear – en utrættelig evne til at gøre alt for at nå i mål og finde de gode løsninger. Malene er specialist i udbuds- og kontraktret og bistår blandt andet store offentlige myndigheder og indkøbsorganisationer med indkøb, herunder tilrettelæggelse af ofte meget komplekse udbudsdesign og indkøbsprocesser. Hun er kendetegnet ved sit store engagement – både i sagerne og klienterne. Og så har hun en stor passion for Italien, der blev vakt allerede i studietiden. Den 11. juli fylder Malene 50 år.

Partner og advokat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten Malene Roose Bagh er udstyret med et særligt sportsgear – en utrættelig evne til at gøre alt for at nå i mål og finde de gode løsninger. Malene er specialist i udbuds- og kontraktret og bistår blandt andet store offentlige myndigheder og indkøbsorganisationer med indkøb, herunder tilrettelæggelse af ofte meget komplekse udbudsdesign og indkøbsprocesser. Hun er kendetegnet ved sit store engagement – både i sagerne og klienterne. Og så har hun en stor passion for Italien, der blev vakt allerede i studietiden. Den 11. juli fylder Malene 50 år.

Der har aldrig rigtig været slinger i valsen på Malenes karrierevej, siden hun valgte jurastudiet over dansk og litteraturvidenskab. Et jurastudie, hvor der også blev plads til en afstikker til Oxford University, hvor hun studerede erstatningsret. Malene har altid været nysgerrig og videbegærlig af natur, og da kandidaten var i hus, søgte hun optagelse på European University Institute i Firenze, hvor hun studerede EU-ret og tog en akademisk grad inden for jura (LL.M.).

”Det var et fantastisk år – et dannelsesår, som set i bakspejlet blev et pejlemærke for mig både privat og professionelt. Italiensk kunst, kultur og sprog har stadig en stor plads i mit hjerte – og i forhold til karrieren, så har det EU-retlige været der som en rød tråd siden da. Fra Italien søgte jeg specifikt ansættelse som advokatfuldmægtig hos Poul Schmith/Kammeradvokaten og fik jobbet på vej hjem fra samtalen. Til september er det 24 år siden. Kontoret har været i en rivende udvikling, men DNA’et om høj faglig kvalitet og ordentlighed er det samme – og det kan jeg fuldt ud identificere mig med. Jeg har altid sat barren højt.”

De samfundsrelevante opgaver er en stor drivkraft

Malene har stor erfaring inden for flere udbudsretlige og kontraktretlige discipliner, så opgaverne favner bredt og dækker over alt fra rådgivning til udarbejdelse af kommercielt bæredygtige kontrakter, håndtering af tvister samt aftaler om offentlig-privat innovation.

”En del af mit arbejde er også at designe indkøbsprocesser, der sikrer den bedst mulige konkurrence om de offentlige opgaver til gavn for hele samfundet. Ofte er der tale om samfundskritiske ydelser af betydning for os alle – og ofte også sager med politisk bevågenhed. Det er et område, hvor reglerne udvikler sig hele tiden, og som afspejler den politiske dagsorden og samfundsforholdene her og nu. Det har vist sig under corona – og senest med krigen i Ukraine, hvor de verdensomvæltende forhold ender på mit skrivebord i form af konkrete juridiske problemstillinger. Det er dybt motiverende, og følelsen af at arbejde med samfundsrelevante problemstillinger helt oppe i tiden har altid været en drivkraft for mig og var også medvirkende til, at jeg valgte at arbejde hos Poul Schmith/Kammeradvokaten i sin tid.”

Malene er altid velforberedt i alt, hvad hun foretager sig. For hende er det ikke en begrænsning, men tværtimod et springbræt for at kunne improvisere og finde på gode idéer og løsninger – for så er grundlaget i orden.

”Jeg er helt sikkert drevet af at gøre mit bedste for at give mine klienter den ypperste rådgivning og finde de mest optimale løsninger på deres udfordringer. At aflæse deres udtalte og ikke mindst uudtalte behov. Det indebærer også en dyb indsigt i deres brancher og forhold i øvrigt – for det er nødvendigt for at kunne komme med de rigtige løsningsforslag.”

En leder og formidler, der sætter en ære i at lære fra sig

Malene har både skrevet artikler og bidraget til flere bøger om udbudsretlige emner, ligesom hun er en anerkendt oplægsholder på kurser, temadage og konferencer. Hun er også formand for firmaets interne ekspertgruppe ”Klagesager og aktindsigt” og gør i det hele taget en stor indsats for den interne vidensdeling og for at hjælpe yngre kollegaer godt på vej.

”Jeg har stor fokus på ledelsesrollen, der ikke tidligere har været dyrket så meget i advokatbranchen generelt set, men som nødvendigvis må og skal prioriteres, og som vi også i de senere år har professionaliseret i firmaet. Det giver stor mening for mig at hjælpe andre med at vokse og hjælpe dem til at udnytte deres potentiale bedst muligt – at finde deres styrker og støtte dem, så de udvikler sig, motiveres og trives.

Malene bor i Charlottenlund med sin mand Thomas og deres to drenge Christoffer på 11 år og August på 8 år. I fritiden nyder hun at læse både ny litteratur og klassikere. Kærligheden for litteratur giver hun videre til sine børn, som hun også tager med vidt omkring på museer og udstillinger. Når hun ikke er fordybet i de skrevne ord, svinger Malene gerne tennisketcheren eller nyder en tur i teatret, hvor særligt balletten trækker. Fødselsdagen skal selvfølgelig fejres i Italien sammen med familien.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Bemærk: Det er lige nu ikke muligt at tilmelde sig nyhedsbreve, og din tilmelding vil ikke blive registreret. Vi arbejder på at løse problemet og beklager ulejligheden.