Sagens tema var, om salget af et selskab havde medført, at det skattemæssige underskud, der var akkumuleret i selskabet, ikke efter salget kunne bruges til at nedbringe selskabets skattepligtige indkomst.
Sagen udsprang af, at selskabet i 2010 afviklede sine hidtidige driftsaktiviteter, der over årene havde givet anledning til et samlet skattemæssigt underskud på mere end 270 mio. kr. Efter afviklingen af de hidtidige driftsaktiviteter købte selskabet i oktober 2010 en erhvervslejlighed for 650.000 kr. med henblik på udlejning. I marts 2011 blev selskabet solgt for en købesum, der svarede til 2,5 pct. (oprundet) af det skattemæssige underskud med tillæg af den bogførte egenkapital på knapt 800.000 kr. Omtrent tre måneder senere blev selskabet videreoverdraget. Den stipulerede købesum for videreoverdragelsen blev fastsat, således at køberen alene skulle betale et beløb svarende til selskabets egenkapital på overdragelsesdagen, hvis skattemyndighederne afskar en fremførsel af selskabets skattemæssige underskud. Betalingen for egenkapitalen udgjorde knapt 4 pct. af den stipulerede købesum. Efter videreoverdragelsen blev der i selskabet indlagt en driftsaktivitet med betydelige overskud, og ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst foretog selskabet modregning med de akkumulerede underskud, men skattemyndighederne traf afgørelse om ikke at anerkende denne underskudsfremførsel, hvilket skete med henvisning til ligningslovens § 15, stk. 7, 3. pkt. (nu selskabsskattelovens § 12 D, stk. 2).
Efter denne bestemmelse medfører bl.a. salget af et selskab, at et akkumuleret skattemæssigt underskud ikke efter salget vil kunne nedbringe selskabets skattepligtige indkomst, hvis selskabet på tidspunktet for ændringen i ejerforholdet ”i det væsentlige [var] uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet”
Bestemmelsen blev indført for ca. 25 år siden, efter at handel med underskudsselskaber havde været genstand for betydelig omtale. Særligt de handler, som gennemførtes alene for at udnytte et skattemæssigt underskud i et ”tomt” selskab til nedbringelse af skattepligtig indkomst, som intet havde med det underskudsgivende selskab eller selskabets aktivitet at gøre, gav anledning til kritik. Motivet for indførelsen af bestemmelsen var at modvirke rent skattemæssigt betinget handel med ”tomme” underskudsselskaber.
Der var ingen tvivl om, at der ved begge overdragelser af det selskab, som retssagen angik, var sket en sådan ændring i selskabets ejerkreds, at bestemmelsen kunne finde anvendelse. Sagen drejede sig alene om, hvorvidt selskabet måtte anses for i det væsentligste at have været uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet. Skatteministeriet bestred i den forbindelse ikke, at den udlejningsvirksomhed, som selskabet drev på tidspunkterne for ændringerne i dets ejerkreds, måtte anses for erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand.
Ministeriet gjorde derimod gældende, at der ved vurderingen af, om en erhvervsmæssig aktivitet ”i det væsentligste” har været uden økonomisk risiko, må kunne lægges på dels forholdet mellem på den ene side den økonomiske risiko, der er forbundet med den erhvervsmæssige aktivitet, og på den anden side størrelsen af det skattemæssige underskud, som selskabet – i givet fald – vil blive afskåret fra at kunne fremføre, dels købesummens fastsættelse, idet fastsættelsen af købesummen siger noget om, hvorvidt transaktionens parter har anset selskabet for ”i det væsentligste” at have været ”uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet”.
Vestre Landsret gav Skatteministeriet ret, idet landsretten fastslog, at der skal foretages en samlet vurdering, hvori der blandt andet – udover omfanget af risikoen ved den erhvervsmæssige aktivitet – må indgå størrelsen af underskuddet samt omstændighederne i forbindelse med overdragelsen af det pågældende selskab. Landsretten tiltrådte på den baggrund, at selskabet i det væsentligste havde været uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, og at betingelserne for at afskære en fremførsel af selskabets akkumulerede underskud derfor var opfyldt.
Sagen blev pga. dens principielle karakter behandlet af Vestre Landsret som første instans. Dommen er blevet anket til Højesteret.
