Relativ vurdering af tilbud i den kvalitative evaluering

Ordregiver havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var foretaget en relativ vurdering af tilbuddene under den kvalitative evaluering, hvor to forskellige tilbud havde fået tildelt ens point på en skala fra 0-100 for 41 ud af i alt 42 krav.

Ordregiver havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var foretaget en relativ vurdering af tilbuddene under den kvalitative evaluering, hvor to forskellige tilbud havde fået tildelt ens point på en skala fra 0-100 for 41 ud af i alt 42 krav.

SAGENS BAGGRUND

Sagen vedrører et udbud af en rammeaftale vedrørende udskiftning af koagulationsudstyr.

Ordregivers tildelingskriterium var ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”, og der var angivet et priskriterium og fem kvalitative underkriterier. Det var derudover oplyst, at evaluering af priskriteriet samt de kvalitative underkriterier ville ske ud fra en relativ sammenholdelse.

Ordregiver havde anført i evalueringsrapporten, at der var givet point på en skala fra 0 til 100, hvor 0 svarede til manglende opfyldelse eller svar, og 100 svarede til bedst mulige opfyldelse vurderet relativt ud fra tilbudsgivernes besvarelser.

Det fremgik endvidere, at to tilbudsgivere havde fået nøjagtig samme point på 41 ud af 42 krav, som angik specifikke kvalitative kriterier, hvor tilbudsgiver skulle udarbejde en beskrivelse af, hvordan tilbudsgiver opfyldte kravet.

VAR ORDREGIVERS EVALUERING RELATIV?

Klagenævnet konstaterede, at ordregiver havde valgt at vurdere tilbuddene ”relativt”, det vil sige i forhold til hinanden, fremfor en sædvanlig, ”absolut” vurdering, hvor tilbuddene evalueres efter, i hvor høj grad det enkelte tilbud opfylder de fastsatte krav.

Klagenævnet konstaterede tillige, at det havde formodningen imod sig, at to tilbud kunne være så ens med et interval på 0 til 100, at begge tilbudsgivere får det samme antal point ved en relativ, kvalitativ vurdering. Ordregiver havde desuden ikke løftet sin bevisbyrde for, at der var sket en relativ evaluering.

Ordregiver annullerede udbuddet efterfølgende, og klagen blev tilbagekaldt.

KOMMENTAR

Klagenævnet har således igen afvist den konkrete anvendelse af muligheden for en relativ vurdering af de kvalitative underkriterier.

Pointskalaen skal sikre, at der skelnes tilstrækkeligt mellem tilbuddene.

I den pågældende sag var pointskalaen på 0-100, hvilket ordregiver dog ifølge klagenævnet ikke udnyttede til at evaluere tilbuddene relativt.

Klagenævnets afgørelse skal formentlig ses i lyset af sagens konkrete omstændigheder.

Ordregiver bør ved anvendelse af en relativ vurdering af de kvalitative kriterier sikre, at ordregivers pointtildeling reelt er relativ mellem tilbuddene, og herunder at der i pointtildelingen skelnes tilstrækkeligt.