Retten i Lyngbys dom
Skatteyderen indbragte sagen for Retten i Lyngby, og det blev besluttet, at sagen skulle undergives kollegial behandling, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, nr. 1.
Skatteyderen gjorde gældende, at konteringen af beløbet på mellemregningen var en fejldisposition, men det var retten ikke enig i. Retten lagde herved vægt på de bogføringsmæssige posteringer og revisorens meddelelse til Erhvervsstyrelsen, hvoraf fremgik, at ”det ulovlige udlån inkl. lovpligtige renter er tilbagebetalt til selskabet.”
Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at lånet blev optaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, og at lånet dermed ikke var omfattet af ligningslovens § 16 E. Også dette synspunkt blev afvist af retten, idet skatteyderen ikke havde dokumenteret, at overdragelsen af ejendommen var sket på vilkår, der var normale inden for branchen, eller at datterselskabet i almindelighed solgte ejendomme til uafhængige tredjemænd på tilsvarende vilkår.
Endelig gjorde skatteyderen gældende, at lånet i datterselskabet skulle modregnes i hans tilgodehavende i koncernen, subsidiært i moderselskabet. Retten tiltrådte heller ikke dette synspunkt, idet retten lagde til grund, at der ikke var sket en bogført modregning med et eller flere af de pågældende tilgodehavender.
På den baggrund fik Skatteministeriet medhold i sin frifindelsespåstand.
