Skal man give hånd til alle?

Kort om forskelsbehandlingsloven

Sagerne var indbragt for Ligebehandlingsnævnet med påstand om overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver hverken direkte eller indirekte må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af religion eller tro ved afskedigelse eller med hensyn til arbejdsvilkår.

Beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af religion forudsætter, at der efter en konkret vurdering er en tilstrækkelig nær og direkte sammenhæng mellem en persons handling eller praksis og den pågældendes religion. Det kan eksempelvis være, når en person bærer symboler på religion som for eksempel et islamisk hovedtørklæde eller det kristne kors. Dette gælder, uanset om der er tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et mindretal inden for den pågældende trosretning.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af religion, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.

Sagernes tema og faktiske omstændigheder i hovedtræk

Sagerne drejede sig om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, at en skole stillede krav om, at lærerstuderende i praktik skulle give hånd til alle personer uanset deres køn.

To kvindelige muslimske lærerstuderende ønskede af religiøse årsager ikke at give hånd til en mandlig praktikvejleder til et velkomstmøde på den skole, hvor de havde fået tildelt en praktikplads. De hilste i stedet ved at placere deres højre hånd på venstre bryst og bøje hovedet.

Som følge af at de ikke ville give hånd, blev de indkaldt til et møde på skolen. Det var kun den ene af de to kvindelige lærerstuderende, som deltog i mødet. Under sagen var der uenighed om, hvad der blev sagt på mødet, herunder uenighed om, hvem de kvindelige lærerstuderende nægtede at have fysisk kontakt med. Skolen henviste til, at mødet handlede om kommunens og skolens værdier, ligesom de henviste til en neutralitetspolitik. Det blev imidlertid under sagen lagt til grund, at skolen til mødet reelt stillede som krav, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at de kvindelige lærerstuderende gav hånd til alle personer uanset deres køn. Da de to kvindelige lærerstuderende ikke ville dette, ophørte deres praktikforløb med øjeblikkelig virkning.

Ligebehandlingsnævnets begrundelse og resultat

Ligebehandlingsnævnet vurderede indledningsvist, at forskelsbehandlingsloven fandt anvendelse i sagerne, idet en lærerstuderendes praktikmoduler har direkte betydning for den pågældendes muligheder for at gennemføre uddannelsen og opnå beskæftigelse.

Nævnet vurderede herefter, at der er en sådan nær sammenhæng mellem de kvindelige lærerstuderendes religiøse overbevisning og deres afvisning af at give hånd til personer af det modsatte køn, at forholdet er beskyttet af forskelsbehandlingsloven. Dette gjaldt, uanset at der var tale om en religiøs fortolkning, som alene praktiseres af et mindretal inden for islam.

Nævnet vurderede videre, at kravet om, at medarbejdere skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, var et tilsyneladende neutralt krav, der stillede personer med de kvindelige lærerstuderendes religiøse overbevisning ringere end andre.

Endvidere vurderede nævnet, at kravet var objektivt begrundet i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene, og at det var hensigtsmæssigt.

Nævnet fandt imidlertid ikke, at skolen havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at fastholde kravet for at opnå formålet om at sikre ligebehandling mellem kønnene. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de kvindelige lærerstuderende efter det oplyste gerne ville have fysisk kontakt med eleverne på skolen af det modsatte køn, og at de havde tilbudt, at de kunne hilse på mænd og kvinder på samme måde. Nævnet fandt derfor ikke, at skolen havde redegjort tilstrækkeligt for, hvorfor formålet om at sikre ligebehandling ikke kunne opnås på anden vis.

Skolens krav om, at de kvindelige lærerstuderende skulle give hånd til alle medarbejdere uanset køn, var derfor i strid med forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion og tro. De kvindelige lærerstuderende fik herefter tilkendt en godtgørelse fastsat skønsmæssigt til 25.000 kr. hver.

Hvad viser afgørelserne?

Det kan udledes af afgørelserne, at en arbejdsgivers krav om, at der skal gives hånd til alle personer uanset deres køn, kan være i strid med forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion og tro, hvis ikke kravet er:

• objektivt begrundet i et sagligt formål
• hensigtsmæssigt
• nødvendigt for at opnå det saglige formål.

Afgørelserne er i tråd med øvrig praksis på området, f.eks. Frederiksberg Byrets dom af 14. december 2017, hvor en taxachauffør fik tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr. for indirekte forskelsbehandling på grund af religion og tro, idet taxachaufføren ikke ville give hånd til en kvindelig servicechef i taxaselskabet og derefter blev fravalgt til en opgave. Retten fandt, at et krav om håndtryk til kvindelige kunder kan være objektivt begrundet i et sagligt formål, hvor midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Dette kunne ifølge retten være tilfældet, såfremt et sådant krav direkte relaterer sig til virksomheden præsentation udadtil, er nødvendigt for virksomhedens sædvanlige og ensartede servicering af kunderne og i øvrigt stilles til alle ansatte i samme stilling. I den konkrete sag lagde retten dog vægt på, at der ikke var saglige grunde til at fravælge ham til opgaven. Taxaselskabet ville nemlig have haft mulighed for, efter en rimelig, nærmere undersøgelse, at blive forsikret om, at taxachaufføren ikke ville undlade at give hånden til kvindelige kunder, som måtte ønske dette.

Arbejdsgiver bør derfor være opmærksom på, at der i tilfælde, hvor arbejdsgivers krav kolliderer med medarbejderens religiøse overbevisning, foretages en ganske streng nødvendighedsvurdering. Dette gælder også, selvom formålet med arbejdsgivers krav er at sikre ens behandling af kønnene og sikre neutralitet.

Den indklagede kommune har oplyst, at kommunen ikke agter at følge Ligebehandlingsnævnets afgørelser, hvorfor sagerne nu må forventes at blive indbragt for domstolene.